Søk

Komiteens merknader

Komiteen, medlemmene fra Arbeiderpartiet, Masud Gharahkhani, Stein Erik Lauvås, Eirik Sivertsen og Siri Gåsemyr Staalesen, fra Høyre, Norunn Tveiten Benestad, Torill Eidsheim, Olemic Thommessen og Ove Trellevik, fra Fremskrittspartiet, Jon Engen-Helgheim og Helge André Njåstad, fra Senterpartiet, Heidi Greni og Willfred Nordlund, fra Sosialistisk Venstreparti, lederen Karin Andersen, og fra Kristelig Folkeparti, Torhild Bransdal, viser til forslaget. Det ble gjennomført høring om forslaget 25. februar 2020.

Komiteen viser til at det er tre forvaltningsnivåer i Norge, og denne inndelingen ble igjen befestet i juni 2017 da Høyre, Fremskrittspartiet, Kristelig Folkeparti og Venstre vedtok ny inndeling av regionalt folkevalgt nivå. Ikrafttredelsen av de fleste fylkessammenslåingene skjedde fra 1. januar 2020.

Komiteens medlemmer fra Høyre og Kristelig Folkeparti viser videre til Granavolden-plattformen av 17. januar 2019, der det fastslås at det regionale forvaltningsnivået skal bestå, og at regionreformen gjennomføres.

Komiteens flertall, medlemmene fra Arbeiderpartiet, Høyre, Senterpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Kristelig Folkeparti, merker seg at forslagsstillerne fem uker etter ikrafttredelse av fylkessammenslåingene de selv initierte, fremmer forslag om å oppheve hele det regionale folkevalgte nivået. Flertallet viser til at fylkeskommunene har fått nye oppgaver fra 1. januar 2020, blant annet fylkesveiadministrasjon. Forslaget bør derfor avvises.

Komiteens medlemmer fra Arbeiderpartiet mener at det bør være tre folkevalgte nivåer. Disse medlemmer ønsker sterke regioner under direkte folkevalgt styring. Regionene skal ta et lederskap i samarbeid med kommuner, næringsliv og statlig forvaltning. Sterkere regioner bør overta flere oppgaver innen sektorer som samferdsel, utdanning, forskning, næringsutvikling og miljø. Det regionale nivået skal beholde sine oppgaver innen skole, helse, kollektivtransport og tannhelse. Regionene må få en sterkere samfunnsutviklerrolle, og regionale planer skal styrkes som utviklingsverktøy.

Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet mener fylkeskommunen er overflødig. Oppgaver som fylkeskommunen har i dag, kan organiseres bedre på andre måter. Disse medlemmer mener at lokaldemokratiet vil styrkes ved å avvikle fylkeskommunen, tjenestene vil komme nærmere innbyggerne, og byråkratiet vil reduseres. Innbyggerne kjenner liten eller ingen tilknytning til fylkeskommunen–det er kommunen og lokalpolitikerne som leverer de mest grunnleggende tjenestene som grunnskole, barnehage, fastlegetilbud, sykehjem, hjemmesykepleie osv. Dette er tjenester innbyggerne møter daglig, og som blir levert av kommunene.

Disse medlemmer mener videre at det å avvikle fylkeskommunen er et godt politisk virkemiddel i desentraliseringspolitikken.

Disse medlemmer mener innsparingen ved avvikling av fylkeskommunen bør brukes til å styrke kommuneøkonomien ytterligere. Bare politikerlønninger i fylkeskommunene utgjør om lag tre hundre mill. kroner. Dette er midler som ville kommet kommunene til gode ved avvikling av fylkeskommunen og fordeling av tjenesteansvar mellom stat og kommuner. Disse medlemmer mener det er et overforbruk i politikerlønninger, og at det er et økende byråkrati i fylkeskommunene.

På denne bakgrunn fremmer disse medlemmer følgende forslag:

«Stortinget ber regjeringen iverksette en prosess for å avvikle fylkeskommunen som forvaltningsnivå.»

Komiteens medlemmer fra Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti ønsker å videreføre tre forvaltningsnivåer i Norge. Det er hele tiden nødvendig å diskutere hvilket forvaltningsnivå som best løser en oppgave og bør ha ansvaret. Noen oppgaver er av lokal karakter, andre av regional betydning, mens noen oppgaver løses mest hensiktsmessig på det statlige nivået. Disse medlemmers utgangspunkt er at oppgaver og ansvar skal ligge så nært som mulig dem det gjelder, og gi mulighet for lokal påvirkning, samtidig som oppgaven må løses mest mulig hensiktsmessig. Der det er politisk skjønn involvert, bør ansvaret legges til politisk nivå, ikke byråkrati og administrasjon. Fylkeskommunen har arbeidsoppgaver som er for store for kommunene og for små for staten. Disse medlemmer mener dette er en hensiktsmessig fordeling som bør videreføres. Fylkene spiller en viktig rolle i utviklingen av sitt område. Fylkeskommunen har stor betydning for å ivareta et aktivt lokaldemokrati med utgangspunkt i fylkenes demografi og geografi.

Disse medlemmer viser til at regjeringen i 2018 la frem forslag til oppgaveoverføring fra staten til fylkene som en del av regionreformen. Dersom fylkene reelt skal få mer makt og ansvar, må regjering og storting sørge for at virkemidlene overføres sammen med oppgavene. Regjeringens forslag inneholdt verken en betydelig overføring av makt, midler eller arbeidsplasser slik det var lovet. Isteden la regjeringen opp til en oppstykking av oppgaver som ikke nødvendigvis fører til mindre statlig byråkrati. For å sikre en reell styrking av fylkeskommunenes rolle som pådrivere for regional utvikling og næringsutvikling i hele landet må de også få midler til å løse oppgavene. Disse medlemmer mener derfor det er nødvendig at Stortinget prioriterer å øke fylkeskommunenes midler til regional utvikling og distriktspolitikk for å sikre utvikling og økt verdiskaping i hele landet.

Komiteens flertall, medlemmene fra Arbeiderpartiet, Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti, vil påpeke forslagsstillernes merkelige tidspunkt for å fremme forslaget. Så snart partiet er ute av regjering, fremmer de forslag om å oppløse forvaltningsnivået som regjeringen de var en del av har brukt masse ressurser på å slå sammen med tvang. Forslaget adresserer heller ikke hvordan forslagsstillerne mener fylkeskommunens oppgaver skal løses. Hvorvidt forslagsstillerne ønsker å tvangssammenslå kommunene for å kunne overføre fylkeskommunens oppgaver til større og «robuste» kommuner, eller om de mener oppgavene skal flyttes til staten og dermed lenger fra folk, bør klargjøres.

Flertallet støtter ikke forslaget om å avvikle fylkeskommunen. Det vises ellers til egne forslag og merknader til Representantforslag 3 S (2018–2019), Representantforslag 4 S (2018–2019), Representantforslag 25 S (2018–2019) og Representantforslag 46 S (2019–2020), samt til merknader og forslag til behandling av Meld. St. 6 (2018–2019).