Kommunal- og regionaldepartementet gjev i meldinga
dels eit bilete av utviklingstrekk og stoda til lokaldemokratiet,
dels peikepinnar om korleis og i kva retning innbyggjarane, folkevalde
og kommunane i stort kan utvikla lokaldemokratiet vidare og gjera
det endå betre, meir legitimt og framtidsretta.
I meldinga vert det vist til at eit levande
og desentralisert demokrati med brei deltaking er grunnleggjande
for å kunna møta samfunnsutfordringane på ein god måte. For å leggja
til rette for dette skal det vera tre folkevalde forvaltningsnivå
i Noreg.
Lokaldemokratiet er ein fundamental del av eit godt
fungerande demokrati. Eit sterkt lokaldemokrati er både grunnsteinen
i folkestyret og ein føresetnad for tillit og legitimitet til det
nasjonale folkestyret. Med kommunar og fylkeskommunar som ramme
gjev lokaldemokratiet innbyggjarane gode høve til deltaking og engasjement
i det offentlege livet.
Det lokale folkestyret syter for maktspreiing
ved at politisk avgjerdsmakt vert desentralisert til lokale organ
utover landet. Kommunar og fylkeskommunar er viktige distrikts-
og regionalpolitiske aktørar i kraft av den velferdspolitiske rolla
deira og funksjonen som utviklingsaktør. Slik pregar og formar dei
mykje av arbeidet med å skapa trygge og framtidsretta lokalmiljø
i alle delar av landet. Regjeringa går inn for å styrkja fylkeskommunen
som utviklingsaktør endå meir, mellom anna gjennom forvaltningsreforma.
Meldinga peikar på at vi står overfor store
samfunnsutfordringar, og det er trong for ein aktiv innsats for
å tryggja og vidareutvikla det norske velferdssamfunnet. Regjeringa
ønskjer eit samfunn bygt på demokratiske verdiar som legg til rette
for brei deltaking, rettvis fordeling, tryggleik gjennom fellesskapsløysningar
og medverknad for den einskilde. Regjeringa ønskjer å satsa vidare
på dei kvalitetane som heng saman med spreidd busetnad. Ein sterk
og effektiv offentleg sektor er òg viktig for å auka verdiskapinga
i næringslivet. Desse utfordringane kan etter Regjeringa sitt syn
best løysast gjennom å vidareføra dagens kommunesystem med ein kommunesektor
som har ei brei samfunnsmessig tyding i alle delar av landet.
Meldinga slår fast at vi treng kommunar til
å gjera demokratisk grunnfesta prioriteringar av offentlege ressursar.
Vi treng kommunar til å prioritera på tvers av sektorar og slik
sikra heilskapen i styringa av lokalsamfunn. Vi treng kommunar som
kan tilpassa tenestene til innbyggjarane sine behov, og ikkje minst
vega desse opp mot einannan på eit samanhengande vis.
Komiteen, medlemmene fra Arbeiderpartiet,
lederen Tore Hagebakken, Saera Khan, Silvia K. Kosmo, Inger Løite og
Arild Stokkan-Grande, fra Fremskrittspartiet, Per-Willy Amundsen, Åge
Starheim og Ib Thomsen, fra Høyre, Bent Høie og Torbjørn Røe Isaksen, fra
Sosialistisk Venstreparti, Rolf Reikvam, fra Kristelig Folkeparti, Bjørg
Tørresdal, fra Senterpartiet, Anna Ceselie Brustad Moe, og fra Venstre,
Vera Lysklætt, viser til at St.meld. nr. 33 (2007–2008)
Eit sterkt lokaldemokrati omhandler en gjennomgang av utviklingstrekkene og
tilstanden i lokaldemokratiet, samt forslag til tiltak for styrking
av lokaldemokratiet. Komiteen viser til at komiteen
avholdt åpen høring om meldingen den 27. november 2008.
Komiteen mener at i et demokratisk
samfunn må beslutningene tas nærmest mulig dem de gjelder. En god
dialog med innbyggerne og best mulig lokal kunnskap er av avgjørende
betydning for et godt beslutningsgrunnlag. Et velfungerende lokaldemokrati
er derfor svært viktig. For å sikre demokratiet er vi avhengig av
bred deltakelse både i valg og gjennom aktiviseringer, involvering
og representasjon i politiske organer.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig
Folkeparti, Senterpartiet og Venstre, mener derfor at staten skal
styre mest mulig gjennom rammer slik at kommunenes handlefrihet
øker og lokaldemokratiet styrkes.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre mener lokaldemokratiet har tapt under denne regjeringen,
blant annet på grunn av ny planlov, regionreformen og nytt inntektssystem. Disse
medlemmer mener plandelen av plan- og bygningsloven, som
ble vedtatt i 2008, begrenser lokaldemokratiets innflytelse på en
rekke områder. Reglene om byggeforbud i 100-metersbeltet langs sjøen
strammes for eksempel inn på en svært upraktisk måte for kystkommuner
med mange små øyer. Kommunenes innflytelse svekkes av at regionale
planer gjøres juridisk bindende, ved såkalte hensynssoner som begrenser
arealbruk, og forbud mot kjøpesentre over 3 000 kvadratmeter. Disse medlemmer vil
videre vise til at den rød-grønne regjeringen har stanset arbeidet daværende
kommunalminister Erna Solberg igangsatte, med å gi kommunene økt
økonomisk og politisk selvstyre, som for eksempel Bergens ansvar
for kollektivtransport og Trondheims ansvar for barnevernet.
Disse medlemmer konstaterer at
veksten i kommuneøkonomien, ifølge Teknisk beregningsutvalg (TBU)
er omtrent den samme som under den forrige regjeringen. De siste
tallene fra KS viser også at kommunene er langt unna målet om netto
driftsresultat på 3 pst., som er den tydeligste indikatoren på kommunenes
handlingsrom.
Disse medlemmer mener lokalt
selvstyre er en forutsetning for et levende demokrati. Lokalt selvstyre
gir også bedre løsninger som er tilpasset det enkelte lokalmiljø.
Komiteens medlemmer fra Høyre ønsker å
verne om det lokale selvstyret ved at kommunene i størst mulig grad
får råde over egne inntekter, og at kun strengt nødvendige velferdsoppgaver
er lovpålagte.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre mener fylkeskommunen mangler tilstrekkelig folkelig
oppslutning til å kunne bidra til et mer utviklet lokaldemokrati, noe
som blant annet vises ved at valgdeltagelsen er lavere ved fylkestingsvalg
enn ved lokalvalg. Disse medlemmer mener tre forvaltningsnivåer
bidrar til et dårligere tjenestetilbud for innbyggerne fordi unødig
store ressurser går med til administrasjon og byråkrati samtidig
som mange kommuner mangler tilstrekkelige tyngde til å bygge kompetansemiljøer.
Disse medlemmer ønsker færre
og mer robuste kommuner og å nedlegge fylkeskommunen som selvstendig
forvaltningsnivå.
Disse medlemmer vil understreke
at hvor folk ønsker å bosette seg, er et privat valg som ikke bør
styres politisk. Målet om spredt bosetting kan kun gjennomføres
ved at det legges til rette for god samferdsel, arbeidsplasser og velferd
over hele landet. Disse medlemmer mener ethvert statlig
mål om å opprettholde bosettingsmønsteret i bestemte kommuner både
er urealistisk og vil representere et grovt inngrep i den enkeltes
frihet dersom det skulle praktiseres.
Disse medlemmer er tilhenger
av en sterk og effektiv offentlig sektor, men mener at offentlig sektors
størrelse ikke må innebære en urimelig høy belastning for enkeltpersoner
og bedrifter i form av skatter og avgifter, da dette i sum vil bety
et velferdstap for samfunnet.
Komiteens medlem fra Venstre viser
til at det er et styrende prinsipp for Venstre at avgjørelser skal
tas, og oppgaver løses, nærmest mulig den som avgjørelsen gjelder. Dette medlem mener
derfor at det må foretas en gjennomgang av statens oppgaver med
det for øye at oppgaver som i dag ligger til sentrale myndigheter,
desentraliseres. Venstre har sans for den avgrensning som Folketinget
i Danmark gjorde ved å avgrense statens andel av offentlig sektor
til maksimalt 30 pst. I lys av dette vil Venstre ha tre folkevalgte
nivåer og bruke folkevalgte til å prioritere ressursbruken og være
ombud for innbyggerne. Venstre vil grunnlovsfeste det lokale selvstyret.
I proposisjonen vert det gjort greie for bakgrunnen
for opprettinga av Lokaldemokratikommisjonen, som vart oppnemnt
12. mars 2004, og for hovudtrekka i kommisjonen sine utgreiingar
i NOU 2005: Samspill og tillit og i NOU 2006:7 Det lokale folkestyre
i endring.
Kommisjonen la dette overordna omsynet til grunn
for arbeidet sitt: Å auka deltakinga og engasjementet i lokalpolitikken.
I proposisjonen vert det også kort gjort greie
for høyringsfråsegnene.
Komiteen har ingen
merknader.
I proposisjonen vert det peika på at kommunene trengst
som arenaer for lokalt demokrati, som leverandørar av lokale velferdstenester
og som myndigheitsorgan. I tillegg har kommunane viktige roller
som lokale utviklingsaktørar. Dei set ut i livet tiltak som aukar
trivselen og vekstevna i lokalsamfunna.
Kommunane lyt ha handlingsrom for å kunna utøva
desse rollene og gje dei meining. Det er beintfram ein avgjerande
føresetnad for eit aktivt, levande og sterkt lokaldemokrati.
I utgangspunktet har kommunane eit vidt handlingsrom
av di det kommunale sjølvstyret er negativt avgrensa. Samstundes
er handlingsmoglegheitene til kommunane i røynda avgrensa av både
økonomiske og juridiske årsaker.
Kommunane og fylkeskommunane si handlingsevne
handlar om i kva grad dei maktar å utnytta det handlingsrommet dei
faktisk har, til dømes kor mykje dei får ut av dei økonomiske ressursane
dei rår over.
Regjeringa har arbeidd aktivt for å utvida det økonomiske
handlingsrommet til kommunesektoren.
Regjeringa har klåre forventningar om at kommunesektoren
skal kunna levera fleire og betre tenester til innbyggjarane i åra
framover, og legg derfor opp til at ein vesentleg del av dei auka inntektene
kjem som frie inntekter.
Ein føresetnad for betre kommunale tenester
er ein kommunesektor i økonomisk balanse. For å halda balansen i
økonomien på sikt må det vera samsvar mellom oppgåver og ressursar.
Det er Regjeringa sitt ansvar å sikra samsvar mellom
kommunesektoren sine oppgåver og økonomiske rammer.
Regjeringa deler likevel Lokaldemokratikommisjonen
si vurdering av at debatten om handlingsrommet til kommunane ikkje
einsidig må fokusera på kommunane sine økonomiske rammevilkår. Både
oppgåveansvaret og den kommunale handlingsevna må stå i fokus når
ein tek stilling til kor stor fridom eller kor stort handlingsrom
kommunane generelt kan eller bør ha, og når ein på dei ulike tenesteområda
gjer konkrete vurderingar av tilhøvet mellom omsynet til lokal fridom
og statleg trong for styring.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet,
støtter Regjeringens vurderinger i proposisjonen.
Flertallet viser til at kommunenes
samlede inntekter har økt betydelig i inneværende stortingsperiode.
Som et resultat av dette har kommunesektoren blitt satt i stand
til å ansette 45 600 flere fra 3. kvartal 2005 til 3. kvartal 2008.
Under regjeringen Bondevik II var tallet betydelig lavere, jf. svar
fra kommunal- og regionalministeren på skriftlig spørsmål fra Bent Høie. Flertallet mener
det er en sammenheng mellom antall ansatte i barnehager, skoler
og pleie og omsorg, og kvalitet og omfang på de kommunale velferdstjenestene.
I tillegg vil flertallet peke
på at regjeringen Bondevik IIs økonomiske opplegg for kommunene
ble vesentlig styrket av Stortinget både i 2003, 2004 og 2005. Flertallet frykter
at etterslepet forrige regjering etterlot seg på det kommunale velferdsområdet,
ville vært betydelig større hvis ikke Stortingets budsjettbehandlinger hadde
resultert i bedre økonomiske opplegg for kommunene.
Et annet flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig
Folkeparti og Senterpartiet, mener at øremerking av statlige overføringer
til kommunene må begrenses mest mulig. Dette flertallet vil
påpeke at øremerking kan være nødvendig i enkelte tilfeller, særlig når
det gjelder nye og nasjonale satsinger.
Komiteens medlemmer fra Høyre,
Kristelig Folkeparti og Venstre viser til at bevilgningene
til kommunesektoren var like store under regjeringen Bondevik II
som under den rødgrønne regjeringen. Disse medlemmer konstaterer
også at veksten i kommunenes inntekter var lavere i både 2007 og
2008 enn det den var i 2004 og 2005. Disse medlemmer ønsker
at størst mulig andel av statens overføringer skal komme i form
av frie inntekter.
Disse medlemmer er kjent med
at økningen i de frie inntektene de siste tre årene har vært mindre
enn økningen under forrige regjering. Ifølge Nasjonalbudsjettet
for 2008 anslås de frie inntektene reelt redusert med 0,8 mrd. kroner eller
0,4 pst. regnet i forhold til anslag på regnskap for 2007. Nasjonalbudsjettet
for 2009 anslår en reell nedgang i de frie inntektene på i underkant
av 0,2 mrd. kroner eller 0,1 pst.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet,
Høyre, Kristelig Folkeparti og Venstre vil påpeke at det
er en klar tendens til at kommunene får flere lovpålagte oppgaver uten
at det følger tilstrekkelige midler med. Flere lovpålagte oppgaver
er med på å underminere lokaldemokratiet fordi flere prioriteringer
flyttes fra det enkelte kommunestyre og over til Stortinget.
For å sikre at det lokale selvstyret
har mulighet til å prege samfunnsutviklinga mener komiteens
medlem fra Venstre at kommunene må få reell økonomisk frihet.
Den må innebære fritak fra statlige pålegg og reformer, og kommunene
må selv i større grad få bestemme over egne inntekter og størrelsen
på disse. Dette medlem mener at kommuner som ønsker
det, skal få alle overføringer fra staten uten øremerking. I tillegg
må det åpnes for økt mulighet for å påvirke det lokale skattøret,
økt adgang for lokal ressursbeskatning og at kommunene får en andel av
statlig pålagte miljøskatter. På samme måten som enkeltmennesket
skal slippe å bli umyndiggjort, vil dette medlem at
kommunene skal bli frigjort fra statlig formynderi. Norge består
ikke av ett lokalsamfunn, men av mange. Stortingets mange nasjonale
reformer og krav om minstestandarder vil kunne gjøre Norge likt,
men samtidig fattig. Den statlige kontroll over lokalsamfunnene
må begrenses. Dette er et ansvar som i stor grad må tas av Stortinget.
Venstre vil motarbeide at kommunene ender opp som gisler for nasjonal
detaljplanlegging. I dag regulerer nær 7 000 lovparagrafer kommunal
sektor, og det øker med et snitt på 1,5 paragrafer pr. dag.
Lokalt folkestyre handlar om nærleik mellom
innbyggjarane og politiske avgjerder som gjeld lokale tilhøve.
Kommunane representerer nærleik, tilhøyrsle
og identitet, og gjev innbyggjarane gode høve til innverknad på
rammene for liva sine. Derfor er det viktig at kommunane har ansvar
for eit breitt spekter av oppgåver. Nærleiken fører òg til redusert
politisk framandgjering og auka interessa for politisk deltaking.
For innbyggjarane kan dagens generalistkommune vera eit vern mot
aukande fragmentering av offentleg sektor. Dette kan gje større
oversikt og betre føresetnader for å stilla folkevalde til ansvar.
Regjeringa legg generalistkommunesystemet til grunn
for organiseringa av kommunesektoren. Det tyder at alle kommunar
og regionar i utgangspunktet skal ha ansvar for dei same lovpålagde oppgåvene.
Oppgåvedifferensiering på einskilde, avgrensa område kan likevel
vera eit tillegg til dette systemet. Moglege differensierte løysingar
må vurderast innanfor den einskilde sektoren, men det er ikkje aktuelt
å gje kommunane ulikt oppgåveansvar i særleg omfang. Det er òg eit
viktig prinsipp at kommunar og fylkeskommunar er jamstelte politiske
og forvaltningsmessige organ.
Kommunane har i dag eit breitt ansvar for offentlege
velferdstenester. Til grunn for dette ligg prinsippet om at oppgåvene
bør løysast så nær innbyggjarane som råd er.
Meldinga peikar på at ei utvikling med større grad
av konkurranseutsetjing der kommunestyret gjev frå seg ein stor
del av kontrollen med tenestetilboda, vil kunna truga stabiliteten
og kvaliteten på velferda slik ho er i dag. Kommunen vil i mindre
grad identifiserast som garantist for tilgang til offentlege velferdstenester. Regjeringa
ser på konkurranseutsetjing innanfor velferdstenestene som ei lite
ønskjeleg utvikling. Det er også viktig med fleksibilitet i tenesteytinga.
Særleg gjeld dette i omsorgssektoren, der behova til den einskilde
endrar seg raskt. Regjeringa meiner at omsynet til fleksibilitet, stabilitet,
kvalitet og føreseielegheit best vert ivareteke dersom kommunane
sjølve utfører desse tenestene.
Kommunane skal sikra at innbyggjarane får gode
moglegheiter for reell deltaking og påverknad i lokalpolitikken.
I fleire samanhengar er kommunane òg myndigheitsutøvarar,
til dømes i saker etter sosial- og helselovgjevinga, plan- og bygningslova
og tilskotsforvaltning til friviljuge lag og organisasjonar. Slike
oppgåver er lagde til kommunane fordi dei ofte krev lokalt skjønn,
anten politisk eller administrativt.
I tillegg til rollene som demokratisk aktør,
tenesteytar og myndigheitsutøvar, har kommunane òg ein viktig funksjon
knytt til utvikling av lokalsamfunnet. Rolla som samfunnsutviklar
inneber at kommunane skal medverka til å utvikla lokalsamfunn og
gjera det attraktivt å leva og bu der.
Dei fire funksjonane til kommunane utfyller kvarandre,
og fører til at det lokale folkestyret har eit heilskapleg ansvar,
innan rammer trekte opp av staten, for utviklinga av lokalsamfunn.
Regjeringa er einig med Lokaldemokratikommisjonen
i at det ligg eit stort potensial denne i samfunnsutviklarrolla,
og at det er opp til kommunar og fylkeskommunar sjølve å ta utfordringa
som ligg i utviklarrolla. Regjeringa meiner det er trong for at
mindre distriktskommunar får høve til å setja inn ein aktiv innsats
for ei positiv samfunns- og næringsutvikling. Små distriktskommunar
har utfordringar knytte både til kapasitet og kompetanse i oppgåveløysinga,
og har ofte eit einsidig næringsgrunnlag.
Regjeringa vil oppfordra kommunane, friviljug sektor
og næringslivet til å utnytta det rommet som ligg i samhandling
med kvarandre. Likeeins vil ein oppfordra til auka samhandling med,
og til auka bruk av kompetansen hjå andre aktuelle aktørar som Innovasjon
Noreg, SIVA og fylkeskommunane. Dette kan skapa eit nytt og spennande
rom for ei heilskapleg utvikling av lokalsamfunnet.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet,
har ingen merknader.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre er enig i at kommunen skal og må ha ansvaret for
at befolkningen har tilgang til et godt tjenestetilbud. Kommunen
har også ansvar for å betale for tilbudet samt sikre kvaliteten. Disse
medlemmer mener det er uvesentlig hvem som leverer en slik
tjeneste, det være seg frivillige organisasjoner eller private leverandører,
så lenge kommunen betaler og sikrer kvaliteten. Større grad av konkurranseutsetting
og fritt brukervalg vil gi bedre tjenester for innbyggerne samtidig
som det styrker kommunens mulighet til å drive god kvalitetskontroll. Disse
medlemmer vil understreke det problematiske i at kommunen
i flere tilfeller er både kontrollør og tilbyder av tjenestetilbud.
Disse medlemmer viser til at
Regjeringen legger generalistkommunesystemet til grunn for organiseringen
av kommunesektoren, uten at den samtidig har noen strategi for at
de samme kommunene skal settes i stand til å utføre de oppgaver
de blir pålagt på en tilfredsstillende måte. Disse medlemmer mener
noen av hovedutfordringene som knytter seg til generalistkommunesystemet
er at forskjellene i lokalt ressursgrunnlag øker. Til tross for
statlig utjevningspolitikk vil den lokale kompetansen og kapasiteten
til å løse oppgaver i tråd med overordnede mål være forskjellig. Disse
medlemmer mener derfor det dermed vil oppstå grunnleggende
ubalanser mellom oppgaver og lokale ressurser som medfører uønskede
ulikheter i velferdsnivå, store kostnadsforskjeller eller andre
typer avvik fra sentrale samfunnsmessige mål. Evnen til å rekruttere
kompetente fagfolk er for eksempel også ofte betinget av at det
er et fagmiljø å rekruttere til. Mange kommuner vil følgelig ha
store utfordringer med å innfri dette.
Disse medlemmer mener at generalistkommunen
i dag er mer et begrep enn en realitet. Kompleksiteten i oppgavene
og kommunenes ulike størrelse gjør at alle kommuner ikke kan gjøre
alt de har ansvar for og heller ikke med lik kvalitet. Overfor innbyggerne
gjelder begrepets innhold – kommunene har ansvar for at tilbudet
eksisterer.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet legger
til grunn at kommunene skal ha et generalistansvar overfor innbyggerne.
Det innebærer at det formelle ansvaret deles mellom stat og kommuner.
Generalistansvaret må imidlertid også innebære at kommunene har
et ansvar for å samarbeide når det er nødvendig for å løse oppgavene.
I særlovgivningen kan det på enkelte områder legges inn krav om
at oppgaver løses av samarbeidende kommuner og ordninger med vertskommuner.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet,
Høyre, Kristelig Folkeparti og Venstre mener dagens politikk
gir liten oppmuntring for kommunene til å satse på næringsutvikling.
Selskapsskatten bør derfor føres tilbake til kommunene.
Komiteens medlem fra Kristelig
Folkeparti mener at det er hensynet til den enkelte bruker
og kvaliteten på tjenestetilbudet som må stå i fokus. Dette
medlem vil peke på at større konkurranseutsetting og bruk
av anbudsordninger ikke alltid gir det beste tjenestetilbudet til brukerne. Dette
medlem sikter da spesielt til situasjonen for de ideelle
og frivillige organisasjonene som har måttet legge ned sin virksomhet innenfor
rusomsorg, barnevern og rehabilitering på grunn av Regjeringens
offensive anbudspolitikk.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet ønsker
at beslutninger skal fattes så nær landets innbyggere som mulig,
og dette innebærer en betydelig desentralisering av makt der innbyggerne
får større påvirkningsmulighet over sin egen tilværelse enn i dag.
Kommunene skal ikke bare administrere statlige ordninger, men ha reell
innflytelse over politikken på områder som angår kommunens innbyggere.
Kommunene bestemmer allerede i dag over skjenkebevillinger, åpningstider
og til en viss grad også over alkoholutsalg. Inntektene til de frivillige
organisasjonene må ivaretas. En slik modell må ikke basere seg på
et ensidig statlig ansvar for disse inntektene. Disse medlemmer ønsker
å utvide lokalpolitikkens virkeområde slik at også politikk i forbindelse
med spilleautomater og andre pengespill bør bestemmes lokalt, og
viser til at Fremskrittspartiet fremmet forslag om dette i Innst.
S. nr. 17 (2006–2007).
Disse medlemmer vil på denne
bakgrunn fremme følgende forslag:
"Stortinget ber Regjeringen utrede og fremme
en sak for Stortinget, der det legges opp til at politikk knyttet
til pengespill og spilleautomater bestemmes av kommunene. Saken
må ta hensyn til inntektene til de frivillige organisasjonene."
Disse medlemmer er genuint opptatt
av å utvikle det kommunale selvstyret, og mener lokaldemokratiet
skal bestå av mer enn å administrere budsjetter. Kommune-Norge må
derfor til stadighet slippe å la lokale, demokratiske vedtak overprøves
av fylkesmannen. Samtidig må det selvsagt ikke være slik at enhver
kommune skal kunne pulverisere norsk lov ved å kunne vise til det
lokale skjønnet. Kommunene må ha en utbredt anledning til å bruke
skjønn, men det skjønnet må ligge innenfor lovens rammer.
Disse medlemmer er opptatt av
nærhetsprinsippet, og mener kommunen i størst mulig grad må kunne
bestemme over hvordan kommunens arealer forvaltes. Dette inkluderer
politikk med hensyn til strandsonen, vindmølleparker, nasjonalparker,
sjøarealforvaltning og verneområder.
Disse medlemmer mener at det
er kun i helt spesielle tilfeller, for eksempel der det skal bygges
en europavei gjennom kommunen, at kommunen ikke helt fritt skal
kunne disponere egne arealer. I slike tilfeller vil Samferdselsdepartementet
ha rett til å båndlegge arealer.
Disse medlemmer mener det er
behov for å utvikle en modell for hvordan lokalpolitisk styring
i større grad kan ha påvirkning på planprosessene hos Statens vegvesen.
Dagens system skaper konflikter mellom Vegvesenet og kommunene.
Disse medlemmer vil ved gjennomføring
av disse partienes modell foreta en gjennomgang av statusen til
fylkesveiene.
Standard og bruksfrekvens for den enkelte veistrekning
bør avgjøre plasseringen, enten til staten eller primærkommunene.
Disse medlemmer viser til at
fylkeskommunene har organisert bestilleransvaret for kollektivtransport
i ulike former for egne selskaper. Disse medlemmer mener
at eierskapet i disse selskapene skal overtas av kommunene i fylket. I
enkelte områder, som for eksempel i tilknytning til de store byene
– eller i andre regioner – vil disse medlemmer at
det utvikles særorgan som gjør at disse organene også kan overta
bestilleransvaret for lokale jernbaneruter, riksvegferger og regional
flytransport.
Disse medlemmer viser til at
kollektivtrafikk som hittil har sortert under fylkeskommunen, herunder
buss-, båt- og fergetrafikk, bør organiseres gjennom anbudsprinsippet
for å opprettholde tilbud og kvalitet i tjenesten. Negativt anbud tas
i bruk for å sikre tilbud i spredtbygde strøk med lavt trafikkgrunnlag,
der dette er politisk ønskelig. Dagens fylkeskommunalt eide buss-, båt-
og fergeselskaper bør etter disse medlemmers mening
avhendes til private interesser.
Disse medlemmer er skeptiske
til statlig detaljregulering av næringsvirksomhet, og mener at kommunene
bør ha ansvaret for drosjekonsesjoner i den grad man i det hele
tatt skal ha en konsesjonsordning. Hvis én kommune har en restriktiv
holdning med tanke på drosjekonsesjoner, bør dette kunne oppveies
av at nabokommunen gjør det motsatte. Et fritt marked forutsetter
fri nyetablering, og unødvendige og byråkratiske barrierer mot økt
kapasitet på tilbudssiden bør, etter disse medlemmers mening,
reduseres til et minimum.
Disse medlemmer er av den oppfatning
at kommunene bør ha ansvaret for førstelinjeoppgaver innenfor nærings-
og bygdeutvikling rettet mot nyetablerere og småbedrifter.
Disse medlemmer mener det er
viktig med godt samarbeid mellom det statlige næringspolitiske virkemiddelapparatet
og kommunene. Kommunene har en viktig rolle som tilrettelegger og
medspiller for lokal næringsutvikling.
Det er over tid bygget opp en betydelig virkemiddelstruktur
i fylkeskommunene. For 2006 bevilges det omtrent like mye til regional
utvikling og nyskaping til kommunene og fylkeskommunene som til
det statlige virkemiddelapparatet. Dette betyr at det er bygget
opp en parallell virkemiddelstruktur. Disse medlemmer er
skeptiske til om dette er en riktig bruk av midler. Disse
medlemmer mener formålet med virkemiddelapparatet er å få
mest mulig nyskaping og næringsutvikling ut av pengene. Disse
medlemmers utgangspunkt er at sysselsetting er grunnlaget
for bosetting uansett landsdel eller distrikt, og at all privat
næringsvirksomhet er profittdrevet. Det er generelt behov for et
godt og forutsigbart virkemiddelapparat over hele landet. Virkemiddelapparatet
må være oversiktlig og serviceinnstilt. Virkemiddelapparatet må
være offensivt i å markedsføre sine tjenester.
Derfor mener disse medlemmer at
fylkeskommunens strategiske midler til næringsutvikling må overtas
av kommunene, mens alle bedriftsrettede virkemidler forvaltes av
Innovasjon Norge. SIVAs organisering opprettholdes som i dag. Det
må etableres gode samarbeidsløsninger lokalt for at Innovasjon Norges
bruk av bedriftsrettede tiltak henger sammen med kommunenes regionale
næringsplaner og prioriteringer. Fylkeskommunens eierskap i næringshager
og innovasjonsselskaper overtas av kommunene.
På denne bakgrunn fremmes følgende forslag:
"Stortinget ber Regjeringen utrede og fremme forslag
om å overføre fylkeskommunenes strategiske midler til næringsutvikling
til kommunene."
Disse medlemmer mener at det
er behov for stor grad av fleksibilitet når det gjelder prioritering
av nasjonale midler til regionale kulturformål. Disse medlemmer mener
at en overføring til regionalt nivå vil kunne svekke dette. Det
er ofte et behov for å gjøre prioriteringer mellom ulike store nasjonale
kultursatsinger. Et regionalt beslutningsnivå vil kunne virke begrensende
på en slik helhetlig gjennomgang og prioritering. Disse medlemmer viser
til at fylkene har ingen lovpålagte oppgaver på kulturområdet, men
fylkene har allikevel tatt på seg enkelte kulturoppgaver og bygget
opp et byråkrati for å kunne håndtere disse oppgavene. Hva slags
oppgaver dette er varierer fra fylke til fylke, men stort sett dreier
det seg om fordeling av midler. Det finnes også eksempler på fylkeskommunale
museer og andre fylkeskommunale institusjoner. Disse medlemmer er
av den oppfatning at kommunene, enkeltvis eller i samarbeid med
andre, kan overta samtlige kulturoppgaver fylkeskommunene har tatt
på seg. Erfaringen viser uansett at de organisasjonene som i dag
mottar midler fra fylkene, også mottar midler fra staten.
Disse medlemmer mener at kommunene
skal ha samlet finansielt ansvar for kulturpolitikken på kommunalt
nivå. Det betyr at kommunene i tillegg til dagens fylkeskommunale
oppgaver skal ha ansvaret for forvaltningen av nåværende statlige
tilskuddsordninger til lokale kulturtilbud. Disse medlemmer mener
videre at dette innbefatter finansieringen av tilskudd til kulturvirksomhet
på lokalt nivå som i dag skjer blant annet over Kultur- og kirkedepartementets
budsjett, Norsk kulturråd og Norsk kulturfond, og lokalkulturelle
oppgaver og funksjoner som i dag er tillagt statlige institusjoner,
for eksempel Riksteatret, Rikskonsertene, Riksutstillingene, ABM
utvikling (arkiv, bibliotek, museer) med flere, samt økonomiske
ressurser til lokale kulturbygg og anlegg som i dag er en del av
Kultur- og kirkedepartementets budsjett. I tillegg mener disse
medlemmer at kommunene skal ha ansvaret for spillemidler
som går til lokale tiltak.
Disse medlemmer ønsker å overføre
finansieringsansvaret for grunnskolen til staten, og likestille
private og offentlige utdanningsinstitusjoner lovmessig og økonomisk.
Dette vil medføre økt konkurranse mellom institusjonene, og et økt
fokus på kvalitet i utdanningsinstitusjonene. Disse medlemmer vil
understreke betydningen av å få på plass et kvalitetssikringsorgan
for grunnopplæringen. Dette kan organiseres gjennom NOKUT (Nasjonalt
organ for kvalitet for grunnopplæringen) eller et nytt særskilt
kvalitetsorgan for grunnopplæringen.
Disse medlemmer mener kommunene
skal overta ansvaret for videregående opplæring. Det vil bli lettere
å se det 13-årige utdanningsløpet i sin helhet. Overgangen mellom
ungdomsskolen og videregående kan bygges ned, rådgiverne kan på
en enklere måte følge elevene fra det ene skoleslaget til det andre
og elever med spesielle utfordringer kan få bedre oppfølging. Det
vil bli enklere å gi ungdomsskoleelever tilbud fra videregåendes
pensum. Dersom vi ønsker å realisere en 1–13-skole, som kan være
en god idé bl.a. for å skape gode fagmiljø i distrikter, vil det være
en åpenbar fordel at kommunen har ansvaret for begge skoleslagene.
Disse medlemmer mener at utfordringen
med å la kommunene overta ansvaret for videregående opplæring er
at mange kommuner er for små. Svaret på det er vertskommuneløsninger
og interkommunalt samarbeid.
Når det gjelder opptak til videregående opplæring,
lærlingtilbudet og tilbudsstrukturen innenfor videregående, er imidlertid
ikke interkommunalt samarbeid hele svaret.
Innenfor et avgrenset geografisk område skal alle
elever kunne velge blant et fullstendig tilbud av utdanningsprogram.
Her blir kommunene for små, men bo- og arbeidsregioner utgjør en
grei geografisk avgrensning. Disse medlemmer mener
at disse må ha ansvaret for at det finnes et fullverdig tilbud for
elevene å velge mellom, og at elevene får oppfylt sin lovfestede
rett til å få innfridd ett av tre programønsker.
Disse medlemmer mener at kommunene
skal etablere samarbeid som skal representere et område som skal
ha tilbud om videregående opplæring og fagopplæring som dekker det generelle
tilbudet. Dette vil også representere inntaksområdet. De videregående
skolene (og deres eiere) overtar de fylkesvise inntakskontorene
og fagopplæringskontorene for disse områdene. Her vil det mange
steder være naturlig å endre og dele opp med hensyn til dagens fylkesgrenser.
Skoledirektøren har ansvar for å kontrollere at inntaksområdene
har et fullverdig utdanningstilbud og at det foreligger nødvendige planer
for utvikling og utbygging av tilbudet.
Disse medlemmer mener det er
en kompliserende faktor at hvert fylke i dag vedtar et inntaksreglement,
noe som betyr at noen fylker har fritt skolevalg, mens andre ikke
har det. Derfor går disse medlemmer inn for å lovfeste
elevenes rett til å velge videregående skole. Retten innebærer å
få velge skole i hele landet, men rett til å få plass innenfor eget
opptaksområde. Ingen skal måtte reise ut av eget område for å få videregående
utdanning. Unntatt for dette er linjer som ikke eksisterer i alle
skolefylkene, slik som i dag.
Disse medlemmer mener de samme
betraktningene om størrelse på et geografisk område gjør seg gjeldende
i forhold til fagopplæring og lærlingplasser, men her er det viktig
at man tar hensyn til lokale næringslivsstrukturer, også når de
går på tvers av fylkesgrenser. Fagopplæringsnemndenes ansvar for
dette videreføres, mens fylkeskommunens representasjon overtas av
de samarbeidende kommunene.
Disse medlemmer vil understreke
at disse medlemmer først og fremst ønsker selvstyrte skoler.
Det vil si at disse medlemmer ikke bryr seg om det
er kommunene som eier skolen, eller om det er et privat firma som
for eksempel Sonans. For det andre er disse medlemmer opptatt
av å få på plass et nasjonalt kvalitetssystem f.eks. lik NOKUT som
må sette krav, og ikke minst følge opp skolene, slik at vi kan være sikre
på at kvaliteten på hver enkelt skole er god nok. For det tredje
ønsker disse medlemmer en stykkprisfinansiering i
den videregående skole. For det fjerde ønsker disse medlemmer å
opprettholde en lovfestet rett til videregående utdanning uten at
dette betyr at en kommune nødvendigvis skal eie eller drive en videregående
skole, snarere heller at hver enkelt kommune må sørge for at innbyggerne
har et reelt tilbud om videregående utdanning.
Disse medlemmer er av den oppfatning
at tannhelsetjenesten bør overtas av kommunene. Fylkestannlegen
kan videreføres som interkommunalt selskap eller settes ut på anbud
til private. Disse medlemmer vil i den forbindelse
påpeke at kommunene allerede har ansvar for fastlegeordningen.
Disse medlemmer ønsker at ansvaret
for det fylkeskommunale kulturminnevernet overføres til de enkelte
kommunene. Det er imidlertid viktig at enkeltkommuner ikke ender
opp med det finansielle ansvaret for å ivareta viktige kulturminner
av historisk og nasjonal betydning.
Disse medlemmer påpeker at markedet
for kraftproduksjon i dag ikke kan sies å være et fritt marked,
fordi politisk handlingslammelse i forhold til nybygging av kraftverk
fører til en stadig skjevere balanse mellom tilbud og etterspørsel. Disse
medlemmer viser til at dette for Norges del betyr stadig
økende import av kraft fra andre land, ofte fra sterkt forurensende
kullkraftverk EU ønsker å fase ut. Disse medlemmer er
av den oppfatning at kommunene selv bør få rett til å gi utbyggingstillatelse
til mikro- og minikraftverk, og har tro på at dette vil kunne gi
en sunnere dynamikk mellom tilbud og etterspørsel i kraftmarkedet.
Disse medlemmer mener at dette
også bør gjelde småkraftverk og alle former for vindkraftverk.
Disse medlemmer mener at der
hvor fylkene i dag har konsesjonskraft, bør dette overføres til den
enkelte kraftkommune.
Disse medlemmer mener at fylkesmannens forvaltningsoppgaver
innenfor miljø, landbruk og natur i hovedsak bør overtas av kommunene.
Disse medlemmer mener kommunene
bør få retten til å forvalte motorisert ferdsel i utmark, og tror
dette vil medføre økt vilje i kommunene til å gjennomføre god kommunal
planlegging og kartlegging av de mest sårbare naturområdene. Disse
medlemmer vil i den forbindelse vise til representantforslaget
Fremskrittspartiet fremmet i Dokument nr. 8:45 (2006–2007).
Disse medlemmer viser til at
Fremskrittspartiet gjentatte ganger har fremmet forslag om å etablere
forvaltningsdomstoler i Norge, blant annet i Dokument nr. 8:90 (2003–2004)
og Dokument nr. 8:58 (2005–2006). Det kommer stadig signaler om
at fylkesmennene i økende grad overprøver det kommunale skjønnet,
selv om kommunens fortolkning er i samsvar med gjeldende nasjonale
retningslinjer, og er fundamentert på lokalpolitisk skjønnsanvendelse.
Det er dermed slik at ansatte hos fylkesmennene opptrer som politiske
aktører uten folkevalgt kompetanse i enkelte saker. Dette er uakseptabelt
i et demokratisk land.
Disse medlemmer ønsker å skille
skjønn og legalitetskontroll, og mener dagens fylkesmannsembete
har en uheldig sammenblanding av disse rollene. Muligheten for domstolskontroll er
i dag nærmest fraværende, og ikke egnet til å øke respekten for
de rettslige rammer for forvaltningen. Konsekvensen er at rettssikkerheten
har dårligere kår i forvaltningens dagligliv enn nødvendig, og at
dagens form for domstolskontroll med forvaltningen er klart utilstrekkelig.
Disse medlemmer mener det bør
innføres forvaltningsdomstoler som erstatning for klagesaksbehandlingen
i fylkesmannsembetet, og viser til at mange klagesaker på andre
forvaltningsområder i dag behandles av domstolslignende forvaltningsorganer
med spesialisert kompetanse. Disse spesialiserte organene har man
gjerne valgt å kalle nemnder o.l., men i praksis er det langt på
vei der den faktiske rettspleien foregår på disse områdene, ikke
i de alminnelige domstolene. Behovet for forvaltningsdomstoler bekreftes
av at domstolene i Norge sjelden behandler forvaltningssaker.
Prosessen ved norske domstoler er tradisjonelt sterkt
preget av muntlighet og dermed også sterkt avhengig av å bruke advokater,
noe som innebærer høye kostnader og lav effektivitet. Det er heller
ikke gitt at saker mellom forvaltningen og private skal behandles
etter sivilprosessens regler om at den tapende part skal dekke alle
saksomkostninger, slik som i saker om nabokrangler mv. Disse
medlemmer ser for seg at norske forvaltningsdomstoler i
langt større grad vil benytte skriftlighet, slik som i andre land
med forvaltningsdomstoler. En domstol skal som hovedregel holde
seg til legalitetskontroll, og ikke overprøve politisk skjønn foretatt
av politisk ansvarlige organer som regjeringen, Stortinget eller
kommunestyrene. Den eneste farbare vei er at domstolene som overprøver
myndighetene, holder seg til det juridiske og ikke overprøver det
politiske skjønnet.
På denne bakgrunn fremmer disse medlemmer følgende
forslag:
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag om en
egen forvaltningsdomstol/et eget forvaltningstilsyn for å behandle
klager etter kommunale planvedtak."
Komiteens medlemmer fra Høyre viser
til de merknader og forslag som Fremskrittspartiet og Høyre har
felles i Innst. S. nr. 166 (2006–2007) om regionale fortrinn – regional
framtid.
Den 31. mai 2007 vedtok Stortinget samrøystes å
be "Regjeringen oppnevne et bredt sammensatt utvalg for å utrede
hvilke konsekvenser en eventuell grunnlovsfesting av lokalt selvstyre
vil ha for annen lovgivning overfor kommunene".
Meldinga peikar på at ei detaljert jording av
det kommunale sjølvstyret i Grunnlova kan koma til å innskrenka
regjeringa og Stortinget sin handlefridom overfor kommunesektoren.
Utforminga av ein regel i Grunnlova om kommunalt sjølvstyre kan
få verknad for framtidig lovgjeving når det gjeld spørsmålet om
kva oppgåver kommunane skal og bør ha.
Regjeringa vil koma tilbake til oppfølginga
av Stortinget sitt vedtak.
Kommunestrukturen har berre i liten grad vore endra
dei siste tiåra. I 1995 vedtok Stortinget at endringar i kommunestrukturen
skal vera baserte på friviljuge samanslutningar. Sidan då har det vore
få endringar i kommunestrukturen.
Spesielt på tenesteområdet møter mange kommunar
utfordringane med interkommunalt samarbeid. Dette kan gje auka tilgjenge
til kompetanse og arbeidskraft, og gjera det lettare å utvikla,
halda på og dela kompetanse. På den andre sida inneber interkommunalt
samarbeid andre utfordringar for lokaldemokratiet. Interkommunalt
samarbeid har tradisjonelt vorte kritisert både for å vera lite
avgjerdseffektivt, svakt forankra i dei folkevalde organa og lite
ope. Etter departementet sitt syn vil likevel etablering av interkommunalt
samarbeid kunna vera eit tenleg verkemiddel for å møta kompetanseutfordringane
ein i dag har på delar av det kommunale ansvarsområdet.
Internasjonale avtalar har direkte og vidtrekkande
konsekvensar for kommunane.
Departementet deler EU-kommisjonen sitt syn om
at EØS-avtalen har viktige konsekvensar for kommunane. Samstundes
inneber ikkje EØS-avtalen at kommunane må velja nye og meir marknadsorienterte
styrings- og organisasjonsformer. EØS-reglane får først verknad
når kommunane sjølve gjer slike val. Europarådet sin Europakonvensjon
av 15. oktober 1985 om lokalt sjølvstyre slår fast ein del viktige
prinsipp knytt til det kommunale sjølvstyret. Charteret legg føringar
på norsk rett. Eit døme på det er at konvensjonen fastset at statleg
tilsyn med lokale myndigheiter skal vera lovfesta og at tilsyn som hovudregel
skal ha form av lovlegkontroll.
Globalisering og utviklinga i EU/EØS påverkar rammene
for kommunesektoren. Noreg deltek derfor aktivt i ei rekkje internasjonale
fora for å påverka utviklinga og hegna om norske interesser. Kunnskap
om EU, EØS og relevant regelverk er avgjerande for at kommunesektoren
skal vera i stand til å kunna bruka handlingsrommet sitt.
Departementet viser til at Regjeringa fører
ein aktiv europapolitikk. Hovudtrekka i denne politikken er gjort
greie for i St.meld. nr. 23 (2005–2006) Om gjennomføring av europapolitikken.
Norske kommunar, fylkeskommunar og Sametinget
utgjer ein vesentleg arena for å gjennomføra europapolitikken. I
samsvar med tilrådingane i stortingsmeldinga om europapolitikken
har departementet utarbeidd ein handlingsplan som gjeld kommunane
si rolle. Departementet viser til at mange av dei tiltaka som vert
sette i gang som ledd i oppfølginga av Europameldinga, vil kunna
ha ein positiv effekt og hjelpa kommunane i arbeidet deira.
I proposisjonen vert det vist til rapportar, prosjekt
og samarbeidsfora der europapolitiske spørsmål og kommunal sektor
er tema.
Komiteen viser til
vedtak i Stortinget 16. desember 2008 hvor anmodningsvedtak nr. 457
av 31. mai 2007 ble opphevet, jf. Innst. S. nr. 119 (2008–2009).
I denne innstillingen uttaler kontroll- og konstitusjonskomiteen
følgende:
"Komiteen viser videre til at det den 30. september
2008 ble innlevert et forslag om grunnlovfesting av lokaldemokratiet
som representanter fra alle partier på Stortinget stilte seg bak,
og at det ikke er innlevert noe forslag om grunnlovfesting av lokalt
selvstyre. På den bakgrunn mener komiteen at det ikke er behov for
å gjennomføre den utredningen som ble vedtatt i tilknytning til
behandlingen av Innst. S. nr. 138 (2007–2008)."
Komiteen er positiv til å grunnlovsfeste
lokaldemokratiet.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet,
støtter Regjeringens vurderinger i proposisjonen.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre mener dagens kommunestruktur er ineffektiv og gir
dårligere tilbud enn nødvendig til mange av landets innbyggere, blant
annet fordi mindre kommuner ikke klarer å tiltrekke seg nødvendig
kompetanse og arbeidskraft. Det er derfor nødvendig med færre og mer
robuste kommuner. Disse medlemmer mener færre og
mer robuste kommuner vil gjøre fylkeskommunen overflødig som forvaltningsnivå.
Disse medlemmer ønsker flere
forsøk hvor fylkeskommunale oppgaver overføres til kommunene. Flere
kommuner bør som en forsøksordning få drive de videregående skolene. Disse medlemmer vil
i den forbindelse vise til forsøkskommuneprosjektet igangsatt av daværende
kommunal- og regionalminister Erna Solberg. Disse medlemmer stiller
seg uforstående til at Regjeringen avslutter prosjekter som har
gitt gode resultater.
Komiteens medlemmer fra Høyre mener en
aktiv og god europapolitikk ville vært betydelig enklere dersom
Norge var fullverdig medlem av EU.
Komiteens medlem fra Venstre vil
peke på at det er svært stor variasjon mellom kommunene, både når
det gjelder antall innbyggere og geografi. Fortsatt er det sammenfall
mellom en del kommuner og prestegjeld fra 1837, som kommuneinndelingen
i Norge bygde på. Runden med kommunesammenslåinger i 1964 og innføringen
av fylkeskommunene må, i et historisk lys, sees på som trinn 1 og
trinn 2 i en strukturendring av lokaldemokratiet i Norge og tilspasning til
økt folketall, nye bosettingsmønstre og økt samferdsel. Trinn 3
kan en således si at vi ikke har kommet til. KOSTRA-tall fra 2007
viser at de sammenslåtte kommunene fra 1964 brukte 1,28 mrd. kroner
mindre til administrasjon enn de kommunene som ikke ble slått sammen.
De samme tallene viser også at de sammenslåtte kommunene fra 1964
fikk 2,87 mrd. kroner mindre i frie inntekter enn de som ikke ble
sammenslått. Dette medlem ser det som en utfordring
for framtida å opprettholde en forståelse blant de (tvangs)sammenslåtte
kommunene fra 1964 om at de skal ta ut (pålagte) stordriftsfordeler
i nye 45 år, samtidig som de pålegges mindre frihet og økt omfordeling
til kommuner som ikke har blitt (tvangs) sammenslått. Dette vil
kreve en mer systematisk prosess fra Stortingets side enn justeringer
og tilpasning av et allerede komplisert inntektssystem.
Dette medlem viser til at fra
1996 til 2004 økte antallet kommunale selskaper med 125 pst., fra
773 selskaper til 1 728 selskaper. Antallet og samarbeidet er størst
i kommuner med best økonomi. Av dette må en tolke at samarbeidet ikke
nødvendigvis er økonomisk motivert. Til sammenlikning hadde Danmark
bare 228 kommunale selskaper i 2004. Dette medlem støtter samarbeid
på tvers av kommunegrenser for å styrke kvaliteten på tjenester
til innbyggerne. Det er imidlertid utfordringer knyttet til selskapsdannelser
i kommunene. Når antallet blir stort, utgjør det en utfordring i
seg selv. Det kan være uttrykk for en systemsvikt eller strukturutfordring.
Delegering av direkte folkevalgt styring er en annen utfordring
ved et stort antall kommunale selskaper. I Danmark ble kommunale
selskaper gjerne omtalt som en "giftig cocktail", fordi en svekker
den politiske styringen samtidig som en ikke innfører forbrukermakt (den
tilnærmet eneste veien til å påvirke renovasjonstilbudet i et interkommunalt
selskap ligger fortsatt kun i lokalvalget og ikke i form av frihet
til å velge mellom renovasjonstilbydere).
Regjeringa vil halda på hovudtrekka i dagens
kommune- og velferdssystem. Regjeringa ønskjer å leggja til rette
for eit sterkt og robust lokaldemokrati. Dels fordi det har ein
eigenverdi, dels fordi det er avgjerande for velferda. Demokratisk
deltaking i lokale folkevalde einingar er viktig, både som ein verdi
i seg sjølv og fordi det er med å styrkja ansvarskjensla den enkelte
borgaren har for dei lokale politiske avgjerdene som er så viktige
for det lokale fellesskapet. Kommunane er dei som best kan gjera
demokratiske forankra prioriteringar innanfor ei ramme prega av
knappe ressursar. Kommunane utvidar demokratiet ved at moglegheitene
for deltaking vert fleire. Derfor søkjer ikkje Regjeringa eit systemskifte
i utforminga av kommune- og velferdssystemet vårt. Likevel ser Regjeringa
at det er område der systemet kan gjerast betre. Det eine er å gje
kommunane utvida handlingsrom og å styrkja dialogen mellom staten
og kommunane. Det andre er trongen for å utvikla lokaldemokratiet.
Dette er fyrst og fremst kommunane sitt ansvar. Staten kan like
fullt syta for gode rammevilkår og medverka til inspirerande utviklingsprosjekt.
Kommunal- og regionaldepartementet har eit ansvar
for å medverka til ei heilskapleg statleg styring av kommunesektoren.
Saman med fylkesmannsembeta, som har det operative ansvaret for
samordninga av regional stat si kommunestyring, har departementet
ei viktig oppgåve når det gjeld å leggja til rette for at styringa
skjer etter dei prinsippa Regjeringa og Stortinget har slått fast.
Regjeringa meiner at fylkesmannen framleis skal ha ei viktig samordningsrolle
overfor kommunane. I proposisjonen er det gjort nærare rede for
samordninga av den statlege styringa av kommunesektoren.
Regjeringa meiner at det er kommunane sjølve som
best kan prioritera og samordna tenesteytinga slik at ein oppnår
god tilpassing til ønske og behov innbyggjarane har. Dette inneber
at ein må akseptera ein viss ulikskap i tenestetilbodet mellom kommunar
– jorda i lokale prioriteringar og preferansar. Dette må sjåast
opp mot omsynet til eit jamgodt og likeverdig tenestetilbod uavhengig
av bustadkommune. Statleg styring av kommunesektoren må balanserast
mellom behovet for å gje kommunale tenester i tråd med ønske og
behov innbyggjarane har, og omsynet til eit likeverdig tenestetilbod
uavhengig av bustadkommune.
Staten må sjå styringa av einskilde fagområde
og reformer i ein heilskapleg samanheng, og vurdera verkemiddelbruken
ut ifrå dette. Vidare må staten så tidleg som mogleg i utreiingsarbeid knytt
til ei reform, vurdera alternative former for verkemiddel som kan
nyttast for å nå målsetnaden. I samband med utgreiing og iverksetjing av
reformer spelar konsultasjonsordninga mellom staten og kommunesektoren
(KS) ei sentral rolle. Konsultasjonsordninga representerer ein formalisert
arena for open dialog, samarbeid og informasjonsutveksling.
Regjeringa ønskjer å styrkja samhandlinga mellom
staten og kommunesektoren. Statleg styring må i størst mogleg grad
pregast av dialog og rettleiing framfor absolutte pålegg og krav.
Det er sentralt for Regjeringa å leggja til rette for tiltak som
er med og skaper tillit mellom forvaltningsnivåa. Det er ei utfordring
å utvikla verkemiddel for styring av kommunesektoren basert på dialog
og samhandling. Vidareutvikling av konsultasjonsordninga, informasjonsarbeid
og spreiing av idear gjennom til dømes nettverksarbeid, er viktige
element i dette arbeidet.
Handlefridom er naudsynt for at det skal vera meiningsfullt
å delta i lokalpolitikken. Rammestyring kan bidra til å sikra oppslutning
om og legitimitet til det lokale sjølvstyret. Så lenge kommunal
forankring av oppgåveløysinga utgjer ein føresetnad for, og ikkje
motsats til effektivitet, kvalitet og velferd, ønskjer Regjeringa
i minst mogleg grad å detaljstyra kommunane. Regjeringa vil så langt
som mogleg styra gjennom rammer både når det gjeld økonomi og regelverk.
Regjeringa vil streka under si aktive rolle
for å utvida det økonomiske handlingsrommet. Sidan stortingsvalet
i 2005 har Regjeringa styrkt kommuneøkonomien vesentleg. Dette
har utvida det økonomiske handlingsrommet til kommunane, og følgjeleg
det lokale politiske handlingsrommet.
Kommunane har òg eit ansvar for å byggja tillit mellom
styringsnivåa og til innbyggjarane. Dei lokale politiske organa
forvaltar store ressursar på vegner av fellesskapet. Derfor lyt
dei leggja stor vekt på at desse skal forvaltast effektivt og i samsvar
med etiske normer og god forvaltningsskikk. Staten skal på si side
leggja til rette for etisk verksemd gjennom eit godt regelverk. Kommunal-
og regionaldepartementet vil etter planen hausten 2008 leggja fram
ein odelstingsproposisjon med forslag om endringar i kommunelova,
forvaltningslova og svalbardlova for å medverka til auka rolleklårleik
og openheit i kommunane og fylkeskommunane.
Inntektssystemet fordeler midlar til kommunal sektor,
og er eit viktig verkemiddel for å gjennomføra politikken innanfor
sentrale områder i samfunnet. I kommuneproposisjonen for 2009 har
Regjeringa gjort framlegg om fleire endringar i inntektssystemet
for kommunane. Regjeringa ønskjer å oppnå jamnare fordeling og større pårekningsgrad
når det gjeld kommunane sine inntekter.
Statlege føringar på kommunal organisering og oppgåveløysing,
ved bruk av lover, forskrifter og anna regelverk, avgrensar kommunane
sitt høve til å utøva lokalt skjønn og leggja til rette for gode
og effektive løysingar basert på lokale behov. Samstundes kan tunge
nasjonale omsyn tala for at staten bør styra kommunesektoren gjennom
reglar. Når kommunane skal stå for ei bestemt oppgåve, skal dette
nedfellast i lov. Det er fastsett retningsliner som skal nyttast
ved utforming av nytt statleg regelverk retta mot kommunesektoren.
Retningslinene tek utgangspunkt i prinsippa i kommunelova om nasjonal
rammestyring og størst mogleg lokal fridom i organiseringa.
Komiteen viser til
at det fra 1. januar 2009 gjøres endringer i kommunenes inntektssystem.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig Folkeparti
og Senterpartiet, viser til Innst. S. nr. 263 (2007–2008) der
flertallet blant annet uttaler:
"Flertallet mener forslaget til endringer i inntektssystemet
gir en forbedret fordelingsvirkning i forhold til den situasjon
de ulike kommunene i dag befinner seg i. Det er godt dokumentert
at det er forskjeller i inntekt som er viktigste årsak til ulikheter
i tjenestene som kommunene tilbyr. Flertallet er enig i at forskjellene
i inntekt har vært for store."
Komiteen mener at
for store forskjeller i kommunenes forutsetninger for å levere et
godt velferdstilbud til sine innbyggere kan være en trussel mot
lokaldemokratiet.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre vil understreke at det lokale selvstyret også innebærer
lokal råderett over egen mark. Reglene for bygging i strandsonen
og forvaltning av verneverdige bygg bør derfor i større grad ta
hensyn til lokale holdninger. Disse medlemmer vil
advare mot at kommunene pålegges å verne mer dyrket mark, og vil
påpeke at et slikt forslag står i direkte motsetning til meldingens
understrekning av den lokale selvråderetten.
Disse medlemmer vil understreke
at forskjeller i det kommunale tjenestetilbudet er en nødvendig
konsekvens av lokalt selvstyre og lokale prioriteringer.
Disse medlemmer vil understreke
at det kommunale økonomiske handlingsrommet har blitt vesentlig
mindre fordi utgiftene har økt betydelig mer enn inntektene og fordi
de frie inntektene er redusert under den rød-grønne regjeringen,
jf. Kommunenes Sentralforbunds store kommuneundersøkelse, presentert
22. januar 2009.
Disse medlemmer vil påpeke at
flere store kommuner med store oppgaver i dag forfordeles gjennom
inntektssystemet, og at dette forsterkes ytterligere gjennom Regjeringens
nye inntektssystem der blant annet den lokale selskapsskatten avvikles.
Komiteens medlem fra Venstre viser
til at nær 7 000 lovparagrafer regulerer kommunal sektor og at antallet
øker med et snitt på 1,5 paragrafer pr. dag. En slik utvikling kan
ikke fortsette. For å motvirke dette viser dette medlem til
at Venstre ønsker å sette et tak for statens oppgaver og ansvar,
samt grunnlovsfeste det lokale selvstyret og øke dets frihet.
Dette medlem mener at all politikkutforming skal
ligge til et folkevalgt organ. Dette medlem vil at
fylkesmannens oppgaver skal avgrenses til tilsyn, klage, legalitetskontroll
og nødvendig dialog. "Fylkesmann"-tittelen bør endres til "Statens
direktør i fylkene", for å skille tydeligere mellom det folkevalgte
Fylkestinget og statens rolle i fylkene.
Dette medlem viser til at Venstre
vil ha tre folkevalgte nivåer. For å sikre mer folkestyre og mer
desentralisering vil Venstre sette et tak på statens virksomhet
og fordele de øvrige oppgavene på fylker og kommuner. Venstre ønsker primært
at mellomnivået skal være organisert som enhetsfylke.
Dette medlem viser til at flertallet
i komiteen i Innst. S. nr. 166 (2006–2007) pekte på at den regionale
statsforvaltningen består av 41 ulike virksomheter med om lag 29 000
årsverk. Det er i dag 34 virksomheter som har en inndeling som er
større enn fylkene, og ingen av disse har sammenfallende regiongrenser.
Makt- og demokratiutredningen påpekte at forvaltningsendringene de
senere tiår har vært preget av sektorvise reformer som har medført
økt differensiering og fragmentering av offentlig virksomhet. Sett
i lys av dette er det utvilsomt mye å hente både på demokratisering
og effektivisering i statlig sektor. Dette medlem beklager
at Regjeringens arbeid med den såkalte forvaltningsreformen i svært
liten grad vil endre den sektorvise, fragmenterte og embetsstyrte
regionale stat, og at fylkesmannen i sin nåværende form blir opprettholdt
og faktisk forsterket.
Det representative demokratiet utgjer kjernen
i det norske folkestyret. Derfor bør valdeltakinga generelt sett
vera høg, og veljargrupper i alle lag av folket bør delta i størst
mogleg grad. Av same grunn meiner Regjeringa at det òg er viktig
at representativiteten i dei folkevalde organa vert godt ivareteken.
Mangfald av oppfatningar er viktig for politikken.
Til valet i 2007 vart det innført krav om at
alle veljarar måtte visa legitimasjon når dei skulle røysta. Det
er ein grunnleggjande regel i eit demokratisk samfunn at kvar veljar
berre får godkjend éi røyst. Legitimasjonsplikt er eit effektivt
verkemiddel for å sikra dette. Departementet finn ikkje grunnlag
for å gå bort frå eller letta på kravet til legitimasjon.
Evalueringa av valet i 2007 viser etter departementet
sitt syn at veljarane generelt har gode moglegheiter til å førehandsrøysta.
Departementet vil derfor ikkje no gjera framlegg om å lovfesta førehandsrøysting
på bestemte stader, på laurdagar eller om kvelden nokre dagar under
førehandsrøystinga. Departementet meiner likevel at det er grunn
til å sjå nærare på om vallova bør leggja sterkare føringar på kvar
og når det skal vera mogleg å førehandsrøysta. Vallova bør likevel
allereie no endrast slik at veljarar, som ei særskild ordning, kan
røysta i ein periode før den ordinære førehandsrøystinga tek til.
Den generelle debatten om lokaldemokratiet,
og då særleg den fallande valdeltakinga, har aktualisert spørsmålet
om når dei ulike vala skal haldast. Departementet vurderer i proposisjonen både
felles valdag for Storting og fylkesting og felles valdag for alle
tre vala.
Departementet meiner at det meste taler for
å hegna om den noverande ordninga med val annakvart år, men vil
streka under at dette er eit grunnleggjande spørsmål som det er
naturleg at dei politiske partia tek stilling til. Eventuelle framlegg
om endring bør vera jorda i krav frå og vedtak i regi av dei forskjellige
partiorganisasjonane.
Regjeringa ønskjer å ta i bruk tiltak som kan gjera
at nye grupper deltek meir aktivt i lokaldemokratiet.
Det er ikkje eintydige faktorar som påverkar valdeltakinga.
Departementet meiner at ein kombinasjon av mange ulike tiltak til
saman kan føra til auka valdeltaking, men vil streka under at det
ikkje finst snarvegar fram mot auka valdeltaking.
Det er ikkje eintydige faktorar som påverkar valdeltakinga.
Det vert gjort framlegg om følgjande tiltak som kan auka valdeltakinga:
at kommunane sjølve
kan utvida opningstidene i vallokala til klokka 21 på kvelden, mot
klokka 20 i dag.
at kommunen må utvida opningstidene i vallokala
til klokka 21 på valdagen (måndag) viss minst ein tredel av representantane
i eit kommunestyre ønskjer det.
at viss eit mindretal på minst ein tredel
i eit kommunestyre ønskjer det, må kommunen gjennomføra todagarsval.
at det vert forsøk med røysterett for 16-åringar ved
kommunestyreval i nokre få einskildkommunar.
at dei som ikkje har høve til å røysta
i den ordinære førehandsrøystingsperioden, kan venda seg til kommunen
sin for å få røysta i ein periode før den ordinære førehandsrøystinga
byrjar.
Vidare vil departementet oppmoda kommunane til
å halda fram med det gode arbeidet som i dag vert gjort med å gjera
vallokala best mogleg tilgjengelege for alle.
Departementet vil i samband med neste val
oppmoda kommunane om å halda laurdagsope og langope i fleire dagar
i slutten av førehandsrøysteperioden.
Departementet vil etter valet i 2009 vurdera
om det er naudsynt med sterkare føringar på kvar og når det skal
vera mogleg å førehandsrøysta.
Departementet vil òg halda fram med det
målretta informasjonsarbeidet som vart gjort før valet i 2007.
Fram mot 2011 vil departementet òg arbeida fram
ei løysing for forsøk med elektronisk røystegjeving.
Det representative demokratiet utgjer kjernen
i det norske folkestyret. Derfor bør valdeltakinga generelt sett
vera høg, og veljargrupper i alle lag av folket bør deltaka i størst
mogleg grad. Av same grunn meiner Regjeringa at det òg er viktig at
representativiteten i dei folkevalde organa vert godt ivareteken.
Mangfald av oppfatningar er viktig for politikken.
Kommunestyra er i dag ikkje samansette slik
at dei speglar samansetjinga av innbyggjarane. Regjeringa er oppteken
av å gjera kommunestyra meir representative.
Dei politiske partia kan gjera mykje for å syta
for betra representativitet. Regjeringa vil oppmoda partia til å
ta dette spørsmålet alvorleg. Dei bør diskutera korleis ein kan
leggja grunnlaget for at listene som dei stiller til val med ved
lokalvala, kan verta meir representativt samansette. I meldinga
gjev departementet døme på korleis partia kan setja opp listene
for å nå fram til ei jamnare fordeling mellom kjønna. Det vert ikkje
fremja forslag om å lovfesta kjønnskvotering på partia sine vallister
til kommunestyre og fylkesting. Kommunal- og regionaldepartementet
vil òg i god tid før nominasjonsprosessane til kommunestyre- og
fylkestingsvalet i 2011 utarbeida eit informasjonsopplegg for å
auka medvitet om korleis representativiteten kan verta betre.
Tiltaket "Utstillingsvindauge for kvinner i
lokalpolitikken" varer til lokalvalet i 2011. Prosjektkommunane
i tiltaket vil stå som døme for andre kommunar som vil arbeida for
å styrkja kvinnerepresentasjonen i kommunestyret.
Departementet vil også vurdera å sjå nærare
på dei økonomiske ordningane for lokalleddet i partia.
For å sikra deltaking basert på stor grad av
representativitet, kan kommunane også nytta ordningar der eit tilfeldig
utval av innbyggjarane får høve til å uttala seg om ei sak før ho
skal slutthandsamast. Innbyggjarhøyring kan vera ein måte å trekkja
innbyggjarar utanom den lokalpolitiske eliten med i politiske prosessar.
Truleg kan mange kommunar verta flinkare til å trekkja innbyggjarane
inn i viktige avgjerdsprosessar.
Departementet vil understreka partia si sentrale rolle
i lokaldemokratiet. Departementet vil oppfordra dei politiske partia
til å ta eit endå større ansvar for å engasjera innbyggjarane i
partiarbeid. Det vil vera med å tryggja det representative demokratiet
også i framtida.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig
Folkeparti, Senterpartiet og Venstre, mener tiltak som kan øke
valgdeltakelse er positive, og at alle lag av folket skal ha mulighet
til å delta ved valg. Spesielle tiltak overfor unge velgere og innvandrergrupper
er viktig for å øke valgdeltagelsen hos disse. Flertallet viser
til at Regjeringen legger opp til spesielle tiltak og tilpasset
informasjon til disse gruppene.
Komiteen mener det
er viktig at det blir tilrettelagt for at alle som ikke kan stemme
på valgdagen får mulighet til å forhåndsstemme, og at denne muligheten
blir tilkjennegjort på en hensiktsmessig måte.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet,
Høyre og Venstre ønsker ingen innstramning i regelverket
for hvor og når det skal være mulig å forhåndsstemme.
Komiteen støtter at
det gis mulighet til å utvide åpningstidene av valglokalene til
kl 21.00 og at det også gis mulighet for å avholde todagers valg.
Komiteen viser til at Regjeringen
foreslår å styrke mindretallsrettighetene når det gjelder vedtak
om utvidet åpningstid i valglokalene og todagers valg. Regjeringen
foreslår at et mindretall på minst en tredjedel av representantene
i et kommunestyre kan kreve dette. Komiteen støtter
disse forslagene. Komiteen registrerer at litt over
halvparten av kommunene i landet avholder todagers valg. Hensynet
til særlig studenter og pendlere oppgis som begrunnelse av mange
kommuner. Komiteen har merket seg at det ikke kan
påvises noen klar sammenheng mellom todagers valg og valgdeltakelse. Komiteen mener,
i likhet med departementet, at økt tilgjengelighet har en verdi
i seg selv. Økt oppmerksomhet om søndag som valgdag vil etter komiteens mening
ha betydning for oppslutningen. Komiteen mener det
er reelt at det kan være en utfordring for velgerne i en travel
hverdag å komme seg til valglokalet før det stenger. Særlig i mange
service- og tjenesteytende sektorer har åpningstidene blitt utvidet
de siste årene.
Komiteen viser til at det i enkelte
kommuner er stemt ned forslag om gjennomføring av todagers valg. Komiteen mener
tilgjengelighet ved gjennomføring av valg er helt grunnleggende
i demokratiet. Komiteen mener derfor at et mindretall
på minimum en tredjedel av kommunestyret skal kunne kreve todagers
valg. Komiteen viser til Ot.prp. nr. 32 (2008–2009) der
Regjeringen foreslår at ordningen blir innført fra valget i 2009.
I valget mellom demokratiske grunnprinsipper og problematikk knyttet
til at et mindretall kan påføre et flertall kostnader, er komiteen av
den oppfatning at de demokratiske prinsipper veier tyngst.
Komiteen mener valglokaler må
være universelt utformet og tilgjengelig for alle. Komiteen mener
det er interessant å se på muligheten for elektronisk stemmegivning
i valglokalet, og støtter departementets forsøk. Komiteen vil
påpeke at slik stemmegivning forutsetter strenge krav til trygghet
for å opprettholde velgernes tillit til valgsystemet.
Komiteen er opptatt av at Regjeringen
sammen med de politiske partiene informerer og øker folks bevissthet
om hvordan representativiteten i de folkevalgte organ kan bli bedre.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet,
viser til at Regjeringen tilrår at forsøk med stemmerett for 16-åringer
i første omgang blir prøvd ut i noen få enkeltkommuner. Forsøket
foreslås gjennomført ved kommunestyrevalget i 2011. Flertallet støtter
Regjeringens forslag.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet,
Høyre og Kristelig Folkeparti mener det i størst mulig grad
bør være en myndighetsalder. Disse medlemmer mener
alle aldersgrenser til en viss grad er vilkårlige, men at dagens
alder for stemmerett representerer en fornuftig avveining i forhold
til når en innbygger kan regnes som et voksent medlem av samfunnet. Disse
medlemmer vil også understreke at valgdeltagelsen blant
førstegangsvelgerne allerede er lav, og at lavere stemmerettsalder neppe
vil bøte på dette. Det viser seg også i alle undersøkelser at ungdom
på 16 år selv er motstandere av å senke stemmerettsalderen. Disse medlemmer går
derfor imot lokale forsøk med stemmerett for 16-åringer.
Komiteens medlem fra Venstre viser
til at Venstre er positiv til å gi 16-åringer stemmerett. Dette
medlem støtter forslaget om å gjøre forsøk i et antall kommuner
ved neste lokalvalg for å vinne erfaringer og ser fram til resultatet. Dette
medlem vil i så måte bemerke at målekriteriet ikke bare
må være hvor mange 16-åringer som faktisk deltar i valget. Det bør
utføres en undersøkelse som følger et utvalg av stemmeberettigede
16-åringer en viss periode i forkant av og en periode i etterkant
av valget, i tillegg til å gjøre valgdagsmålinger.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet,
viser til at Regjeringen ikke konkluderer i spørsmålet om felles valgdag. Flertallet mener,
i likhet med Regjeringen, at slike grunnleggende spørsmål er det
naturlig at de politiske partiene tar stilling til gjennom grundige
prosesser. Slike prosesser foregår nå i flere partier, og flertallet vil avvente
disse prosessene før man konkluderer i spørsmålet om felles valgdag.
Komiteens medlemmer fra Høyre,
Kristelig Folkeparti og Venstre mener en felles valgdag
for stortingsvalg, kommune- og fylkestingsvalg vil underminere lokalvalget
ved at lokale saker overskygges av stortingsvalgkampen, og vil ikke
støtte forslaget.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet er
av den oppfatning at en felles valgdag for stortingsvalg, kommune-
og fylkestingsvalg vil kunne medføre en større interesse rundt valgene
og medføre en høyere valgdeltakelse. Det er disse medlemmers syn
at man også ved å avholde valg en gang hvert fjerde år vil få en større
langsiktighet inn i politiske prosesser derved at man i mindre grad
vil fremme forslag og fatte beslutninger på sentralt hold med tanke
på at der er valg så hyppig som i dag.
Disse medlemmer fremmer følgende
forslag:
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag om endringer
i valgloven for å innføre en felles valgdag for stortingsvalg, kommune-
og fylkestingsvalg hvert fjerde år."
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet,
Høyre og Venstre mener at et sentralt element i demokratiet
er at velgerne selv får avgjøre hvem de ønsker som representanter, både
gjennom partidemokratiet og stemmeseddelen. Dessuten er det avgjørende
ved demokratiske valg ikke hvorvidt representanten har visse ytre
kjennetegn, det være seg kjønn, etnisk bakgrunn eller legning, men
hva slags politiske standpunkter representanten forfekter. Disse medlemmer mener
underrepresentasjon av bestemte grupper er en utfordring som best
løses gjennom partienes nominasjonsprosesser og velgernes aktive
valg. Disse medlemmer ønsker derfor å gjeninnføre
retten til å stryke kandidater fra kommune- og fylkestingslistene.
Komiteens medlem fra Venstre vil
redusere kravet for å kunne stille liste ved lokalvalg. Dette vil
gjøre det enklere å stille lokale lister som ikke er knyttet til
registrerte partier.
Dette medlem foreslår følgende:
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til endringer
i valgloven som reduserer kravet til underskrifter fra stemmeberettigede
fra 2 til 1 pst."
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til endringer
i valgloven som gir kommuner og fylker frihet til selv å bestemme
dato for lokalvalget."
Departementet ser positivt på at kommunane byggjer
ut lokaldemokratiet med ordningar som legg til rette for deltaking
mellom vala. Dette vil og bør vera ein viktig del av eit levande
lokaldemokrati i framtida. Slike ordningar for medverknad opnar
for at kommunen på ein betre måte kan gjera prioriteringar som samsvarer med
innbyggjarane sine behov og ønske for utviklinga av lokalsamfunnet.
Det er ikkje utan vidare nokon motsetnad mellom
individuelt, saksorientert politisk engasjement og politisk arbeid
innanfor rammene av det representative lokaldemokratiet. Utviklinga
inneber likevel ei utfordring for kommunane med omsyn til å kanalisera
innbyggjarane sitt engasjement inn i dei representative vedtaksprosessane.
Det er dei politiske organa i den representative kanalen som har
det endelege ansvaret for dei avgjerdene kommunen eller fylkeskommunen
gjer.
Departementet ser også positivt på at kommunane
eksperimenterer med nye deltakingsformer, og viser til støtte til
kommunale prosjekt som gjer at ein kan få prøvd ut ordningar som
gjer at innbyggjarane vert trekte inn i kommunale avgjerdsprosessar
på ulike måtar. Departementet kjem til å halda fram med å støtta
denne typen prosjekt.
Lokale rådgjevande folkerøystingar har ein lang tradisjon
i Noreg. Denne tradisjonen har utvikla seg sjølv om vi ikkje har
hatt eit generelt regelverk for slike val. Departementet meiner
likevel det er grunn til å lovfesta kommunane sin rett til å halda
lokale rådgjevande folkerøystingar. Ein viktig grunn er at moglegheita
til å gjennomføra slike røystingar etter departementet sitt syn
er underkommunisert. Ein slik regel vil òg ha sin naturlege plass
i kommunelova saman med reglane om innbyggjarinitiativ. Dette er
reglar som departementet meiner utfyller kvarandre.
Ei generell lovfesting av retten til å halda
lokale folkerøystingar bør likevel ikkje regulera korleis desse
skal gjennomførast. Det lyt framleis vera opp til kommunane sjølve
å avgjera dette ut frå lokale tilhøve.
Departementet meiner òg det bør etablerast ein heimel
for innsamling av data om lokale folkerøystingar. Eit slikt heimelsgrunnlag
vil gjera det mogleg å utvida den offisielle valstatistikken slik
at den inneheld opplysningar om lokale, rådgjevande folkerøystingar
i Noreg.
Kommunelova fekk i 2003 eit nytt kapittel 6A om
innbyggjarinitiativ. Føremålet med innbyggjarinitiativ er at innbyggjarane
i ein kommune eller ein fylkeskommune skal kunna setja nye saker
på den politiske dagsordenen.
Ei undersøking Lokaldemokratikommisjonen fekk
gjennomført, syner at det har vore nokså mange innbyggjarinitiativ.
Forskarane estimerer at 75 av alle kommunane i landet hadde hatt
innbyggjarinitiativ frå det tidspunktet ordninga trådde i kraft
1. juli 2003 til september 2005, det vil seia over ein periode på
vel to år.
Det er grunn til å tru at IKT i stor grad kan
vera med og utvikla lokaldemokratiet. Nettet er ei kjelde til informasjon
frå kommunane. Departementet meiner det er viktig at kommunane har
eit godt informasjonstilbod over Internett. Internett er eit eigna
medium for å informera om saker som skal opp i kommunestyret og
andre politiske organ og spørsmål som det vil vera allmenn interesse
både å få informasjon om og å få debattert. Departementet vil understreka
kor viktig det er å ta i bruk nettet andsynes barn og ungdom.
Planlegging etter plan- og bygningslova skal leggja
til rette for kommunal og regional samfunnsutvikling og samordning
mellom sektorane, og fastsetja arealbruken i kommunane. Dette er
viktige vedtak for innbyggjarane. Plan- og bygningslova legg derfor
stor vekt på at innbyggjarar og grupper skal ha rett til å delta
aktivt i planprosessen. Reglane for medverknad er ulike for dei
ulike plantypane, og med sterkast krav for dei mest detaljerte planane.
Dialogbaserte demokratitiltak er tiltak som
tek sikte på å få i stand ein dialog mellom kommunen og innbyggjarane
slik at innbyggjarane gjennom argumentasjon og diskusjon med kommunen
kan vera med i avgjerdsprosessen før viktige vedtak skal gjerast.
Utforminga av slike dialogar varierer mellom kommunane. Døme på slike
tiltak er innbyggjarhøyring og deltakande budsjettering. Målet med
innbyggjarhøyringar er å få ei sak vurdert av ei tilfeldig utvald
gruppe ikkje-organiserte enkeltpersonar. Deltakande budsjettering
har innslag av innbyggjarhøyring. Meininga med denne metoden er
å opna opp kommunale budsjettprosessar.
Dei unge står ikkje utanfor den politiske arenaen, men
deltek i det demokratiske systemet gjennom meiningsdanning og bruk
av eit vidt spekter av politiske verkemiddel.
Barn og ungdom sin rett til deltaking og medverknad
er nedfelt både i Dei sameinte nasjonane (FN) sin barnekonvensjon
og i norsk lovgjeving.
Barne- og likestillingsdepartementet har sett
ned ei ekspertgruppe som skal gjera greie for kva moglegheiter ungdom
har for eit positivt fritidsmiljø og lokal deltaking og innverknad.
I 2004 hadde om lag 61 pst. av kommunane barne-
og/eller ungdomsråd, og 29 pst. hadde oppretta kommunestyre for
barn og unge.
For Regjeringa er det eit viktig prinsipp at
staten i minst mogleg grad skal lovregulera organiseringa i kommunane.
Kommunane skal stå fritt til å organisera om dei skal ha ei representasjonsordning
for barn og unge og korleis dei eventuelt skal organisera ho. Det
er i samsvar med gjeldande prinsipp om at staten i minst mogleg grad
skal regulera kommunal organisering, og at det derfor må vera opp
til kommunane sjølve å avgjera kva organ dei vil oppretta. Departementet
er dessutan tilfreds med at så pass mange kommunar har valt å oppretta
ungdomsråd eller anna representasjonsordning for barn og unge, og
meiner det er ein god måte å sikra at unge får fremja sitt syn i
lokalpolitiske prosessar.
Det er viktig at dei enkelte kommunane med samisk
folkesetnad legg særleg til rette for dette. Til dømes språkleg
og kulturelt mangfald i samband med levering av tenester. Det kan
også for denne innbyggjargruppa vera viktig at kommunal informasjon
vert publisert på samisk utanfor forvaltningsområdet for språkreglane
i samelova.
Det er på denne bakgrunnen viktig, særleg i
kommunar med samisk mindretal og/eller der den samiske folkesetnaden
ikkje er fullgodt representert i sentrale kommunale avgjerdsorgan,
at det vert lagt til rette for at samane på ulike måtar kan vera
med å påverka avgjerder som gjeld dei. Dette kan skje ved at kommunar
etablerer sameråd som vert trekte inn i avgjerdsprosessar som gjeld
saker med samisk relevans.
Det er hausta gode erfaringar med samarbeidsavtalar
mellom Sametinget og enkelte fylkeskommunar.
Det er departementet sitt syn at når innvandrarane
ikkje deltek i val eller oppnår representasjon i folkevalde organ
på lik line med resten av innbyggjarane, bør kommunane på ulike måtar
leggja til rette for at innvandrarane får innverknad på lokal styring
på anna vis. Innvandrarane sine behov for korleis kommunale tenester
skal utformast, krev at kommunen på ulike måtar går i dialog med
innvandrarane.
Kommunane har dels etter lovpålegg, dels etter eige
initiativ, teke i bruk ei rekkje verkemiddel for medverknad frå
dei som nyttar seg av kommunale tenester.
Departementet sluttar seg til kommisjonen si vurdering
om at brukarmedverknad kan vera eit viktig innslag i lokaldemokratiet.
Mange spørsmål som gjeld den daglege drifta i kommunen kan avgjerast
med medverknad frå mottakarar av kommunale tenester. Dette er spørsmål
som sjeldan kjem opp på den politiske dagsordenen i kommunen sine
representative organ, sidan dette oftast gjeld saker som administrasjonen
og tenesteutøvarane med bakgrunn i profesjonell kompetanse og skjønn
tek stilling til. Det er her ikkje snakk om å ta makt frå folkevalde,
men å gje dei som mottek kommunale tenester større innverknad på
det administrasjonen og profesjonelle aktørar tradisjonelt har teke
stilling til. Slik medverknad og styring gjev fleire lekfolk høve
til å delta i kommunal verksemd, og kan såleis vera med å styrkja
forholdet mellom kommunen og innbyggjarane og stimulera engasjementet
for politisk deltaking i kommunen.
Resultat av medverknad frå mottakarane av kommunale
tenester vil også gje viktig informasjon som grunnlag for politiske
avgjerder i kommunestyret og andre politiske organ.
I utgangspunktet er det eit prinsipp at staten
ikkje skal vedta ordningar som pålegg kommunar særskilde organ
ut over dei reglane i kommunelova som gjeld dei overordna styringsorgana
i kommunen. Men det finst to ordningar som skal sikra to spesielle
grupper innverknad i kommunale vedtaksprosessar.
Kommunane er pålagde å ha ei representasjonsordning
for menneske med nedsett funksjonsevne. Regjeringa vil ikkje gå
inn for å gjera endringar i det gjeldande regelverket om representasjonsordning
for funksjonshemma.
Etter lov om kommunale og fylkeskommunale eldreråd
er alle kommunar og fylkeskommunar pålagde å ha eldreråd. Det kan
vera grunn til å vurdera om dagens lovfesting av eldreråd skal halda
fram.
Eldre har i dag røysterett og dei kan også stilla
til val til kommunestyret. Det kan hevdast at det skal vera eit
mål for eldre å aktivisera seg partipolitisk og også kjempa for
ein plass på vallistene som sikrar dei ein plass i kommunestyret. Det
kan også hevdast at det ikkje bør vera særordningar så lenge dei
på lik line med andre borgarar har rettar i forhold til valkanalen.
På den andre sida ser departementet tungtvegande
grunnar for å halda på ordninga med eldreråd. Eldre er sterkt underrepresenterte
i kommunestyra og fylkestinga. Derfor bør eldreråda framleis vera
ein arena der eldre kan fremja interessene sine, ikkje minst ut
frå at dei har viktige interesser å hegna fordi dei representerer mottakarar
av kommunale tenester, både innanfor eldreomsorga og på andre område.
Departementet legg også vekt på den store motstanden kommunane og
andre høyringsinstansar viste mot Lokaldemokratikommisjonen sitt
framlegg om å oppheva lovpålegget om at kommunane skal ha eldreråd.
På denne bakgrunnen vil Regjeringa gå inn for
å halda fast på lovfestinga av at kommunane skal ha eldreråd.
Regjeringa oppfattar friviljuge organisasjonar som
ein viktig byggjestein for lokaldemokratiet. Dei støttar opp om
eit lokalt samfunnsengasjement og skaper deltakingsarenaer i det
lokale samfunnslivet. Regjeringa meiner at kommunane gjennom samarbeid
med friviljuge organisasjonar kan verta betre i stand til å mobilisera til
friviljug innsats til beste for den enkelte og fellesskapet.
Regjeringa deler Lokaldemokratikommisjonen sitt
syn om at det i stor grad må vera opp til kommunane å vurdera korleis
dei skal trekkja vekslar på lokale organisasjonar i utviklinga av lokaldemokratiet.
For å stetta kravet til openheit vert det stilt strenge
krav til offentlegheit i norske kommunar. Dette inneber også krav
om opne møte i folkevalde organ, noko som er skriftfesta i § 100 i
Grunnlova. Offentleglova stiller krav til både kommunane og fylkeskommunane
om innsyn i offentlege dokument. Eit av føremåla med lova er at
ho skal leggja til rette for å styrkja den demokratiske deltakinga
og tilliten til det offentlege.
Departementet meiner at det er ein føresetnad
for eit godt og levande lokaldemokrati at kommunen informerer innbyggjarane
sine og legg til rette for at innbyggjarane og media får tilgang
til kommunal informasjon når dei etterspør det. Berre på den måten
kan innbyggjarane gjera seg opp ei kvalifisert meining om den sitjande
politiske leiinga utfører oppgåvene sine på ein måte som gjer at
ein vil gje henne fornya tillit ved det neste valet. Informasjon
er også viktig for å skapa tillit mellom kommunen og innbyggjarane. Det
er i denne samanhengen også avgjerande at informasjonen er lett
tilgjengeleg og lett å skjøna. Kommunane bør vektleggja arbeidet
med å tilpassa informasjonen språkleg og i val av media overfor
dei individa og gruppene den er retta mot.
Regjeringa meiner at det er viktig med ein høg grad
av tillit mellom innbyggjarane og kommunen.
Kommunane har, og skal ha, stor fridom til å
organisera verksemda si. Denne fridomen fører med seg ansvar for
at kommunen har internkontroll og revisjon som fungerer godt.
Staten har òg eit ansvar for å leggja til rette
for høg tillit mellom innbyggjarar og kommune. Gjennom godt regelverk
kan staten leggja til rette for ein høg etisk standard i kommunal
verksemd. Hausten 2008 vil departementet leggja fram ein odelstingsproposisjon
med framlegg til endringar i regelverket for å medverka til auka rolleklårleik
og openheit i kommunesektoren.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig Folkeparti,
Senterpartiet og Venstre, støtter Regjeringen i at det fortsatt
skal være lovfestet eldreråd og representasjonsordning for mennesker
med nedsatt funksjonsevne i kommunene. Flertallet viser
til at i 2004 hadde om lag 61 pst. av kommunene barne- og/eller
ungdomsråd, og 29 pst. hadde opprettet kommunestyre for barn og
ungdom.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre mener hver enkelt kommune selv bør har rett til
å bestemme hvorvidt den skal ha et eldreråd eller ikke.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet viser
til forslaget om innføring av såkalt sameråd og tar avstand fra
dette. Disse medlemmer understreker at vi her til
lands har et system med representativt demokrati hvor folket gjennom
valg medvirker til en forholdsmessig sammensetning av politiske
organer basert på de ulike listers oppslutning i valg. Disse
medlemmer er av den oppfatning at en opprettelse av slike
råd hvor man på bakgrunn av etnisitet eller kulturell tilhørighet
skal ha en særskilt uttalelse og beslutningsmyndighet er fundamentalt udemokratisk.
Det er disse medlemmers syn at borgere som tilhører
den samiske folkegruppen, som landets øvrige borgere, best utøver
sine demokratiske rettigheter gjennom regulære valg til de politiske
organer vi allerede har fremfor at man oppretter egne for nettopp
dem. Disse medlemmer viser til at minoritetene står
fritt til innenfor dagens system å stille egne lister til valgene
dersom de er av den oppfatning at det å tilhøre en etnisk minoritet
medfører særskilte politiske og samfunnsmessige utfordringer. Samer
har, på samme måte som andre, også muligheten til å påvirke de ulike
partiprogrammer og lister gjennom medlemskap i politiske partier,
programarbeid og nominasjonsprosesser. Det er disse medlemmers syn
at samer som andre norske borgere har rikelige muligheter til demokratisk
innflytelse gjennom det eksisterende politiske system og vil advare
sterkt mot en utvikling hvor folkegrupper skal ha særskilte politiske
rettigheter i egenskap av sin etniske tilhørighet.
Komiteen har merket
seg at tall fra SSB viser at etter kommunestyrevalget i 2007 har
antallet kommunestyrerepresentanter med bakgrunn fra Afrika, Asia,
Latin-Amerika og Øst-Europa økt fra 92 til 140. Samme undersøkelse
viser at seks av ti innvandrere bor i en kommune hvor de i forhold
til andel stemmeberettigede er overrepresentert i sitt lokale kommunestyre.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig
Folkeparti, Senterpartiet og Venstre, er enig i at minoriteter aktivt
må trekkes inn i den demokratiske prosessen og mener en viktig forutsetning
for dette er tilstrekkelig norskopplæring.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet viser
til forslaget om at innvandrere som ikke har deltatt i valg eller
oppnådd representasjon i folkevalgte organ, skal bli gjenstand for
tilretteleggelse for å sikre deres innvirkning på lokal styring
på annet vis. Disse medlemmer viser til vår merknad
om såkalt sameråd ovenfor og anfører at de samme prinsipper også
må komme til anvendelse på innvandrere. Videre er det disse
medlemmers oppfatning at det er en integreringspolitisk
fallitterklæring å ta til orde for særskilte demokratiske spilleregler
for grupper som innvandrer til kongeriket. Det er disse medlemmers syn
at man som innvandrer trenger å tilegne seg innsikt i det norske demokratiske
systemet og å utvikle ferdigheter i utøvelse av de rettigheter
man har innenfor dette systemet, fremfor at man fra storsamfunnets
side skal konstruere særrettigheter for innvandrergruppene, slik
Regjeringen her synes å legge opp til. Disse medlemmer er
av den oppfatning at storsamfunnet ikke skal føle et særlig ansvar
for at stemmeberettigede som ikke anvender sin stemmerett, eller
endog ikke har stemmerett overhodet, skal ha noen særskilte rettigheter
til å nå frem ad andre kanaler, slik meldingen her legger opp til.
Disse medlemmer fremmer følgende
forslag:
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til endringer
av kommuneloven, slik at man sikrer at kommunene også i fremtiden
er gjenstand for politisk styring basert på demokratiske prinsipper
og folkestyret, og ikke er gjenstand for styring av organer hvis
legitimitet er tuftet på etnisitet og/eller kulturell tilknytning."
Komiteen mener det
er viktig med høy grad av tillit mellom innbyggerne og kommunen
fordi kommunen forvalter store ressurser på vegne av fellesskapet. Komiteen viser
i den sammenheng til at Regjeringen 12. desember 2008 la fram Ot.prp.
nr. 17 (2008–2009) Lov om endringer i kommuneloven og svalbardloven
om tillitsskapende forvaltning mv. i kommuner og fylkeskommuner,
som skal behandles i Stortinget vårsesjonen 2009.
Komiteens medlemmer fra Høyre mener rådgivende
folkeavstemninger må brukes med varsomhet da de unødig polariserer
den politiske prosessen.
Disse medlemmer mener deltagende
budsjettering kan bidra til uklare ansvarsforhold lokalt, samt underminere
de sentrale ansvarsprinsippene i det representative demokratiet. Disse medlemmer mener
allikevel det må være opp til den enkelte kommune i hvilken grad
og på hvilken måte man ønsker å involvere innbyggerne i budsjettprosessen.
Disse medlemmer mener det bør
gjennomføres jevnlige brukerundersøkelser i landets kommuner og
at resultatene i størst mulig grad også må bli tilgjengelige for
offentligheten.
Kommunelova slår fast at kommunestyret har det
overordna ansvaret for alle oppgåver som vert lagde til kommunen.
Kommunestyret har dermed ansvaret for korleis kommunen vel å organisera
seg politisk og administrativt, til dømes når det gjeld delegasjon
av saker til administrasjonen og utveljinga av saker som kommunestyret
sjølv vel å handtera.
Mange kommunar har nytta organisasjonsfridomen
til å utvikla og omorganisera verksemda si, både politisk og administrativt,
slik dei har meint høver best til sitt føremål. Departementet meiner det
er viktig med eit mangfald av organisasjonsmodellar som er tilpassa
kommunale føresetnader og utfordringar, slik kommunelova legg til rette
for.
Det at kommunane nyttar organisasjonsfridomen
til å leggja til rette for politisk engasjement hjå innbyggjarane,
vil medverka til å skapa eit betre lokaldemokrati.
Det har skjedd store endringar i den politiske
organiseringa i kommunane i dei seinaste tiåra. I mange kommunar
har fokus vore retta mot organisasjonsformer som har lagt til rette
for auka politisk innverknad og kontroll for dei direkte folkevalde,
mellom anna ved at det berre er kommunestyremedlemene som kan sitja
i utval og nemnder.
Reduksjonen i talet på politiske verv kan representera
eit tap av mangfald og engasjement i lokalpolitikken, på same tid
som innbyggjarane får færre høve til å ta direkte del i politikkutforminga
slik deltaking i ulike nemnder opnar for. Det er derfor løfterikt
at fleire kommunar no synest å leggja vekt på å opna seg meir mot lokalsamfunnet.
Regjeringa ser positivt på at mange kommunar legg vinn på å styrkja
politikaren si rolle som ombod for innbyggjarane.
Departementet registrerer at politikarane si
rolle i lokalpolitikken har endra seg. Talet på folkevalde har gått
ned. Det har skjedd ei endring som inneber at lokalpolitikarane
kan seiast å spela ei meir strategisk rolle enn før. Dei handsamar
sjeldnare mindre saker og saker som direkte rører ved innbyggjarane
sin kvardag. Talet på kommunestyre- og formannskapsmøte har òg minska.
Omfanget av delegasjon frå kommunestyret til administrasjonen har
samstundes auka. Dette gjeld spesielt budsjettsaker og personal-
og organisasjonssaker. Den politiske organiseringa i kommunane har
utvikla seg. Dette ser ut til å ha ført til at lokalpolitikarane
i mindre grad kjem i kontakt med saker som rører ved den einskilde
innbyggjarens trong for kommunale tenester. Den viktige ombodsrolla
til lokalpolitikaren ser ut til å ha vorte svekt.
I meldinga vert det gjort framlegg om at kommunestyret
i kvar valperiode skal vedta nytt reglement for delegasjon av avgjerdsmynde
frå kommunestyret til administrasjonen. Meininga med ein slik regel
er at kommunestyret skal ha plikt til å vurdera si rolle i forhold
til administrasjonen og kva oppgåver kommunestyret skal ha. Kommunelova
i dag hindrar ikkje kommunestyret i å gjera dette. Departementet
meiner likevel at det bør innførast ei slik plikt. Debatten i samband
med eit slikt delegasjonsvedtak vil mellom anna gjera kommunestyret
meir medvite om si rolle som styringsorgan i kommunen. Kva ein slik
regel skal innehalda, vil måtte utgreiast nærare.
Eit anna spørsmål gjeld i kva grad endringar
i kommunelova kan medverka til å redusera nedgangen i talet på kommunestyrerepresentantar
som er registrerte over lang tid, sjølv om reduksjonen i talet på
representantar sidan førre val ikkje var stor. Departementet vil
gjera framlegg om å endra lova slik at det vert stilt krav om kvalifisert
fleirtal i kommunestyret for å gjera vedtak om å endra talet på
kommunestyrerepresentantar. Eit overordna mål med ei slik lovendring
vil vera at endringa må gjerast med omtanke, og at endring ikkje
kan skje utan at meir enn halvparten av kommunestyret er overtydd
om at det er klokt å endra talet på kommunestyrerepresentantar.
Dette er ei lovendring som vil kunna medverka til å redusera nedgangen
i talet på kommunestyrerepresentantar på landsbasis. Det bør gjerast
unntak for slikt kvalifisert fleirtalskrav når kommunen skifter
befolkningskategori, dvs. i samband med vesentleg opp- eller nedgang
i folketalet, og då kan gjera nye vedtak om talet på kommunestyrerepresentantar.
Ordføraren er den fremste leiaren i kommunen, vald
av kommunestyret. Ordføraren opptrer både som ein politisk leiar
og frontfigur i lokalsamfunnet, og vil i mange tilfelle også vera
ein samlande politisk person i kommuneorganisasjonen.
Når denne kommunevalperioden er omme, har departementet
gjennomført forsøk med direkte ordførarval i tre valperiodar. Departementet konstaterer
at eit av måla som var sett for forsøket i 1999 om auka valdeltaking,
ikkje vart nådd. På den andre sida har forsøket ført med seg ei
rekkje erfaringar som betrar forståinga av den viktige rolla ordføraren
har som politisk leiar i kommunen.
På same tid ser departementet forsøket som eit brot
på viktige trekk ved den norske styreordninga på lokalplanet. Det
eine er knytt til det kollektive ansvaret kommunestyret har når
det gjeld politisk styring av kommunen. Med direkte ordførval kan
kommunestyret si rolle koma meir i bakgrunnen. For veljarane kan
det verta uklart kven det er som står ansvarleg for kommunen sine
resultat dersom ordføraren skal vera direkte vald og stillast til
ansvar samtidig som veljarane gjennom val også skal stilla kommunestyret
til ansvar.
Alle desse vurderingane ligg til grunn for departementet
si avgjerd om ikkje å vilja gjera endringar i kommunelova som fastset
at det er kommunestyret som skal ha ansvaret for å velja ordførar.
Departementet vil arbeida vidare i forhold til både
å forstå og å utvikla ordførarrolla.
Det har det siste tiåret skjedd ei utvikling
der mange kommunestyre har valt å overlata ei rekkje saker til administrasjonen
å ta stilling til. Mange politikarar opplever også å ha svak innverknad
i mange saker fordi dei kjem seint inn i sakshandsaminga (Ringkjøb
m.fl. 2007). Det er i lys av dette at departementet ønskjer å vurdera ulike
ordningar for innstilling til vedtak i saker som skal opp til handsaming
i kommunestyret og andre folkevalde organ.
Det er heilt opp til kommunen sjølv kven som skal
ha rett til å innstilla overfor kommunestyret og andre folkevalde
organ. I stor grad er det praksis i Kommune-Noreg å la administrasjonssjefen
stå for innstillinga til vedtak i saker som skal opp til kommunestyret
for vedtak. Det finst derimot døme på kommunar som har gjeve ordføraren
eller politiske komitear ansvaret for å innstilla til vedtak i kommunestyret.
Departementet meiner likevel det no er viktig
å synleggjera ytterlegare det ansvaret som ligg til det einskilde
kommunestyret.
I meldinga vert det gjort framlegg om at gjeldande
rett om at kommunestyret sjølv avgjer kven som skal gje innstilling
i saker, vert slegen fast i kommunelova. Dette vil gjera kommunestyret meir
medvite om rolla si som det øvste organet i kommunen. Samstundes
vil departementet i oppfølginga av stortingsmeldinga vidare utgreia
eit alternativ der ein i tillegg pålegg kommunestyret å ta aktiv
stilling til innstillingsinstituttet, dvs. om ein skal ha innstilling
før saker skal opp til kommunestyret og eventuelt andre folkevalde organ,
og i tilfelle kven det er som skal stå for innstillinga.
I meldinga tek departementet opp spørsmålet
om det går mot mot meir fragmentering av den kommunale styringa.
Bruken av interkommunalt samarbeid og bruken av selskapsformer i kommunane
vert drøfta nærare.
Interkommunalt samarbeid dekkjer eit breitt
spekter av ulike samhandlingsformer mellom kommunar. Organiseringa
av interkommunale samarbeid spenner frå faglege nettverk utan noko
grad av formalisering, til meir avtalebasert samarbeid, og vidare
til samarbeid organisert etter ein lovfesta organisasjonsmodell
med eit felles styre. I praksis er det for ein stor del av samarbeida
oppretta eigne felles styringsorgan, til dømes etter kommunelova
§ 27. Interkommunalt samarbeid er ofte også organisert som selskap,
i praksis anten som interkommunalt selskap (IKS) eller som aksjeselskap
(AS).
Departementet vil framheva at kommunane i eit samarbeid
må finna fram til eit balansepunkt mellom omsynet til styring frå
den einskilde kommunen si side, og omsynet til at det skal vera ein
viss effektivitet i avgjerdsprosessane.
Dette balansepunktet kan liggja på ulike stader alt
etter kva for myndigheit det gjeld. Omsynet til folkevald innverknad
og kontroll veg ikkje like tungt når det gjeld administrative støttetenester
som når det er snakk om tenesteyting til innbyggjarane og lokalpolitisk
skjønnsutøving på sentrale område. Etter departementet sitt syn
er kommunane sjølve dei næraste til å vurdera kor dette balansepunktet
skal liggja. Dette er godt i samsvar med det kommunale sjølvstyret.
I den fridomen kommunane har til å skipa interkommunalt samarbeid
ligg det såleis også eit ansvar. Kommunane må vega dei ulike omsyna mot
kvarandre, og vera medvitne om dei effektane interkommunalt samarbeid
har, mellom anna med omsyn til folkevald innverknad.
Samstundes er det grunn til å tru at den einskilde kommunen
vil vera varsam med å delegera avgjerdsmakt i viktige lokalpolitiske
saker. Dette kan gje grunn til å peika på at det såkalla demokratiske
underskotet i samband med interkommunalt samarbeid ikkje bør overvurderast.
Det har vore ein sterk vekst i talet på selskap
i kommunane det siste tiåret. Departementet er merksam på denne
auken, og vil følgja utviklinga på området. Det er ei demokratisk
utfordring når kommunane vel organisasjonsformer som gjer at verksemd
kommunen har ansvaret for vert lagt lenger unna direkte folkevald
styring.
Departementet vil derfor også understreka det ansvaret
kommunestyret som eigar har for verksemda selskapa driv. Når eit
selskap er etablert, bør ein ha ein eigarkontroll som er godt forankra blant
politikarane. Dei fleste selskapsformene legg til rette for eigarstyring
i større eller mindre grad. Ulike typar verksemder kan krevja ulike typar
styring og kontroll. Det er viktig at kommunane er merksame på dette
og har relevant kompetanse som gjer at eigarstyringa vert tilpassa behova.
Selskapsforma bør først og fremst nyttast på
område der ho vil gje ein klar gevinst for kommunen og fremjar mål
kommunen har sett for verksemda si.
Dersom bruken av selskap i kommunal sektor skulle
halda fram å stiga i same takt som no, vil ein kunna koma til eit
punkt der ein må vurdera om denne utviklinga er tenleg i høve til spørsmålet
om folkevald styring og kontroll.
For Regjeringa er det viktig å peika på at nettverksdanning
mellom kommunen/fylkeskommunen, private organisasjonar, friviljuge
organisasjonar og andre offentlege institusjonar kan medverka til
løysing av viktige oppgåver. Ikkje minst kan nettverksdanning utløysa
viktige ressursar til samfunnsutvikling. Men Regjeringa ser også
faren i at dette er nettverk som kan koma til å leva sine eigne
liv utanom den representative styringskjeda i kommunen. Dette vil
i så fall vera ei utvikling som må vurderast og følgjast nøye. Generelt
vil departementet uttrykkja at det er sentralt at kommunal deltaking
i nettverk vert kopla til det representative systemet. Dette kan for
eksempel gjerast ved at avgjerder som kjem innanfor ramma av eit
nettverk og løysingar det finn, vert forankra i kommunestyret, og
at det vert sikra innsyn i og opne prosessar i nettverket.
Komiteen støtter Regjeringen
når den foreslår at kommunestyret i hver valgperiode skal vedta nytt
reglement for delegering av myndighet fra kommunestyret til administrasjonen.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig Folkeparti,
Senterpartiet og Venstre, støtter også Regjeringens forslag
om at kun et kvalifisert flertall i kommunestyret kan endre antall
kommunestyrerepresentanter.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre er opptatt av å sikre mindretallets rettigheter
i lokaldemokratiet, men vil ikke sette likhetstegn mellom antall
kommunestyrerepresentanter og kvaliteten på folkestyret. Det er
stor variasjon i størrelsen på norske kommunestyrer, og det kan
finnes lokale eksempler både på kommunestyrer som bør bli mindre eller
større, og kommunestyrer som bør forbli som de er. Disse
medlemmer vil også minne om at en lovregel om kvalifisert
flertall for å endre antall representanter også kan gjøre det vanskelig
å øke kommunestyrets størrelse dersom det er ønskelig for eksempel
etter kommunesammenslåing. Disse medlemmer vil derfor
gå imot et lovforslag som stiller krav til kvalifisert flertall
i kommunestyret for å gjøre vedtak om å endre tallet på kommunestyrerepresentanter.
Komiteens flertall, medlemmene
fra Arbeiderpartiet, Høyre, Sosialistisk Venstreparti, Kristelig
Folkeparti og Senterpartiet, viser til at det har blitt
gjennomført forsøk med direktevalg av ordfører ved lokalvalgene
i 1999, 2003 og 2007. Selv om ordningen viste seg å være populær,
førte ikke ordningen til økt valgdeltakelse. Flertallet støtter Regjeringens
forslag om at det ikke gjøres endringer i kommunelovens bestemmelser
om at det er kommunestyret som skal ha ansvaret for å velge ordfører.
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Venstre mener at hver enkelt kommune selv må få avgjøre
om den vil ha direkte valg på ordfører. Dette kan med fordel kombineres
med en "borgermesterfunksjon", der innstillingsretten flyttes fra
administrasjonen til folkevalgt nivå.
Disse medlemmer foreslår derfor
følgende:
"Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til endring
av kommuneloven og valgloven som gir kommunestyret adgang til å
bestemme om de ønsker direkte valg av ordfører."
Komiteens medlemmer fra Fremskrittspartiet
og Høyre mener kommunens behov for folkevalgt kontroll ikke
nødvendigvis må innebære at de folkevalgte selv innehar alle styreplasser
eller har direkte myndighet over virksomheten. Disse medlemmer mener
kommunens kontroll og myndighet kan forvaltes gjennom generelle
regelverk og planer samt årsrapporter og revisjoner.
Disse medlemmer viser til at
opprettelsen av interkommunale selskaper synes å øke i omfang. Selv
om dette kan være en hensiktsmessig måte å organisere virksomheter
på, er det ingen tvil om at viktige politiske beslutninger på denne måten
flyttes ut av folkevalgte organ og utenfor demokratisk innflytelse
og kontroll. Disse medlemmer mener resultatet av
dette vil være mindre politisk innflytelse over saker som er viktig
for innbyggerne.
I meldinga vert det peika på at det er viktig
for utviklinga av lokaldemokratiet at vi har gode kunnskapar om
det, både korleis det utviklar seg langs nasjonale indikatorar og
korleis det vert utøvd og utvikla i enkeltkommunar. Kommunane har
eit ansvar sjølve for å skaffa seg kunnskapar om korleis demokratiet
fungerer i eigen kommune. Staten har eit ansvar for å skaffa fram
meir allmenn kunnskap om lokaldemokratiet, og leggja til rette for
at kommunane kan vurdera sitt eige demokrati og jamføra dette med
stoda i andre kommunar. Forsking og kunnskapsinnhenting utgjer eit
grunnlag for identifisering av tiltak som kan medverka til å styrkja
lokaldemokratiet.
Departementet har dei seinaste åra vektlagt
å støtta ulike tiltak med sikte på å utvikla demokratiarbeidet i
kommunane. Erfaringane frå dette utviklingsarbeidet kastar lys
over kva tiltak som evnar å trekkja innbyggjarane med i politiske
prosessar og som gjer det lettare for dei å få innsyn i og påverka
den kommunal verksemda.
Fleire av tiltaka er nærare omtalte i proposisjonen.
Komiteen har ingen
merknader.
Dei ulike framlegga i meldinga har samla sett små
økonomiske og administrative konsekvensar, og vert dekte innanfor
dei gjeldande budsjettrammene til departementet og kommunesektoren.
Komiteen har ingen
merknader.
Forslag fra Fremskrittspartiet og Venstre:
Forslag 1
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til
endring av kommuneloven og valgloven som gir kommunestyret adgang
til å bestemme om de ønsker direkte valg av ordfører.
Forslag fra Fremskrittspartiet:
Forslag 2
Stortinget ber Regjeringen utrede og fremme
en sak for Stortinget, der det legges opp til at politikk knyttet
til pengespill og spilleautomater bestemmes av kommunene. Saken
må ta hensyn til inntektene til de frivillige organisasjonene.
Forslag 3
Stortinget ber Regjeringen utrede og fremme forslag
om å overføre fylkeskommunenes strategiske midler til næringsutvikling
til kommunene.
Forslag 4
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag om en
egen forvaltningsdomstol/et eget forvaltningstilsyn for å behandle
klager etter kommunale planvedtak.
Forslag 5
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag om endringer
i valgloven for å innføre en felles valgdag for stortingsvalg, kommune-
og fylkestingsvalg hvert fjerde år.
Forslag 6
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til
endringer av kommuneloven slik at man sikrer at kommunene også i
fremtiden er gjenstand for politisk styring basert på demokratiske
prinsipper og folkestyret, og ikke er gjenstand for styring av organer
hvis legitimitet er tuftet på etnisitet og/eller kulturell tilknytning.
Forslag fra Venstre:
Forslag 7
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til
endringer i valgloven som reduserer kravet til underskrifter fra
stemmeberettigede fra 2 til 1 pst.
Forslag 8
Stortinget ber Regjeringen fremme forslag til
endringer i valgloven som gir kommuner og fylker frihet til selv
å bestemme dato for lokalvalget.
Komiteen har for øvrig
ingen merknader, viser til meldingen og rår Stortinget til å gjøre
slikt
vedtak:
St.meld. nr. 33 (2007–2008) – eit sterkt lokaldemokrati
– vedlegges protokollen.
Oslo, i kommunal- og forvaltningskomiteen, den 26. februar 2009
Tore Hagebakken |
Inger Løite |
leder |
ordfører |